Af Trine Henriksen, byrådsmedlem for Enhedslisten
I disse dage, hvor vi kæmper os igennem sne og is, virker den globale opvarmning måske ikke som det allermest påtrængende problem. Men selv om der er koldt i Danmark, blev 2010 faktisk et af jordens varmeste år siden 1850. Indsatsen mod klimaforandringerne må op i et langt højere gear i 2011.
Ifølge FN’s klimapanel skal de rige landes CO2-udledning reduceres med mindst 40% inden 2020, hvis temperaturstigningen skal holdes under 2°C.
60.000 grønne jobs
Realisering af Enhedslistens klimaplan vil reducere den danske CO2-udledning med 50% i 2020, og skabe ca. 60.000 arbejdspladser årligt i de næste 10 år. Det sker gennem en omfattende energirenovering af boligerne, omlægning af energisystemet til vedvarende energi, massiv udbygning af jernbanenettet, letbaner i alle større byer, bedre fremkommelighed for busser og cykler, samt omstilling til 100% økologisk landbrug og mere lokal produktion.
Energirenovering i alment byggeri
Hvis den globale opvarmning virker lidt fjern her i kulden, så er de stigende varmeudgifter anderledes nærværende. Energirenovering sparer ikke bare på varmeregningen, men giver også meget mindre CO2. Især de almene boliger har dog svært ved at låne penge til de nødvendige investeringer.
Derfor foreslår Enhedslisten en energisparefond, som skal yde lån til energirenoveringer. Lånene betales tilbage med besparelsen på varmeregningen. Det kunne for alvor få gang i energiprojekterne, ikke mindst i en kommune som Gladsaxe, hvor 40% bor i almennyttige boliger.
Gladsaxes CO2-handlingsplan
Gladsaxe byråd vedtog i 2010 en CO2-handlingsplan med et beskedent mål på 25% mindre CO2. Enhedslisten fik dog vedtaget, at byrådet vil påvirke Folketinget til at skabe betingelser for at kunne nå FN’s anbefaling på 40%. Det kunne f.eks. gennem en energisparefond til finansiering af energirenovering i de almene boliger, eller mere støtte til den kollektive trafik.
Enhedslisten vil gøre sit til, at også denne del af CO2-handlingsplanen bliver omsat til handling.
4. januar 2011, Bagsværd/Søborg-Bladet