Motorvejstrafik (Colourbox)

Bæredygtig trafik og færre biler afhjælper trafikproblemer

Af Trine Henriksen, Enhedslisten

Martin Skou Heidemann (V) er bekymret for Novos fremtid i Gladsaxe – og dermed også Novos store selskabsskat – fordi de store trafikproblemer (bilkøer) om morgenen på Vadstrupvej gør det svært for de ansatte at komme på arbejde.

Men hvad er det for løsninger, som Martin Skou Heidemann savner og derfor vil foreslå den kommende Trafik-og Mobilitetsplan? Det skriver han desværre ikke. Kun, at mere cykling i hvert fald ikke er nogen løsning.
Modsat Venstre, så mener Enhedslisten, at planerne for at reducere biltrafikken netop ER en løsning. For hvis langt flere cykler eller benytter kollektiv trafik, så bliver fremkommeligheden også lidt bedre for dem, som er nødt til at tage bilen.

8-14 % af bilturene til Bagsværd erhvervskvarter i morgen- og eftermiddagstimerne er kortere end 5 km. I de øvrige erhvervskvarterer er andelen endnu større. Så en aktiv indsats for at få flere over på cyklerne, fx med flere cykelstier og udlån af elcykler på prøve, kunne afhjælpe trafikproblemerne. For dem, der bor længere væk, er der både en S-togsstation og flere S-busser tæt på Bagsværd erhvervskvarter, så der ER alternativer til bilkøen.

Men der ER bestemt også brug for betydelig bedre og billigere kollektiv trafik. Her bør vi i Danmark og hovedstadsområdet tage ved lære af svenskerne, som med seriøse investeringer, serviceforbedringer og koordineret planlægning har øget brugen af den kollektive trafik markant.

Indlægget er bragt i Gladsaxebladet den 17. januar 2024.