Varme under fortove og cykelstier

Af Trine Henriksen, byrådsmedlem (Ø)

I forbindelse med anlæg af de nye fjernvarmerør gennem smørmosen for et par år siden foreslog jeg halvt i spøg, at man lagde rørene under cykelstien, så cyklisterne blev sparet for sne og is på stien. Rørene blev dog lagt i græsrabatten, og de havde nok heller ikke gjort meget gavn under cykelstien, da de i dag er bedre isolerede end før.

For nylig kunne man imidlertid læse i Ingeniøren, at flere byer i Holland faktisk planlægger at lægge vandrør under cykelstierne til at opfange solvarmen om sommeren. Varmen lagres så dybt under jorden, og om vinteren ledes det varme vand den modsatte vej og udnyttes til at opvarme cykelstien og undgå sne og is.

Det kunne være spændende at gøre forsøg med noget lignende i Gladsaxe.

I de kommende år skal der flere steder lægges rør til fjernvarme og separate rør til regnvandet fra vejene. Hvis man i samme omgang lagde rør under cykelstier og fortov til genvinding af solvarme, ville omkostningerne til etableringen blive væsentlig mindre. Samtidig ville det give en række fordele:

  • Gode, sikre forhold om vinteren for fodgængere og cyklister, så flere fortsætter med at cykle
  • Færre faldulykker
  • Færre udgifter til snerydning og mindre forbrug af vejsalt.

Alt sammen til gavn for sundheden, CO2-regnskabet og kommunens økonomi.

Selvfølgelig vil der nok være nogle praktiske udfordringer, der skal overvindes – og helt gratis vil det naturligvis heller ikke være. Men det kunne være interessant at få regnet seriøst på det, og måske søge penge til at udføre det som et forsøg.

Se artiklen i Ingeniøren: Sommervarme skal opvarme Hollands cykelstier om vinteren


Indlægget er skrevet til Gladsaxe-Bladet den 11. december 2012.