I juli 2018 bortkom en bærbar pc med persondata for 40 borgere tilknyttet Jobcenteret. Først den 27. januar 2019 blev Gladsaxes byråd informeret om dette tab af data. Og de berørte borgere er stadig ikke blevet informeret.
Trine Henriksen fra Enhedslisten stillede derfor disse spørgsmål til byrådsmødet 30. januar 2019:
- Hvad er baggrunden for beslutningen om ikke at informere de berørte borgere? Uanset at der var tale om et begrænset antal i forhold til den senere sag, der berørte 20.000 borgere, så er de mulige konsekvenser for den enkelte borger vel de samme?
- Hvem har været involveret i beslutningen om ikke at informere de berørte borgere? Og hvem har været informeret om sagen, før den blev offentlig kendt i denne uge?
- Der altid vil kunne ske fejl, og det er klart at byrådet ikke skal informeres om alt, men tab af persondata for 40 borgere er jo dog ikke en fuldstændig bagatel. Hvad er baggrunden for, at byrådet ikke blev informeret om sagen i juli måned, hvor episoden fandt sted? Og hvad er baggrunden for, at byrådet heller ikke blev informeret om sagen i forbindelse med den senere sag i december måned, hvor en pc med persondata for 20.000 personer blev stjålet?
Enhedslisten forfølger sagen
Ifølge borgmester Trine Græses svar i byrådssalen var alle regler overholdt. Den manglende information af de 40 borgere byggede på en konkret vurdering i byrådssekretariatet, efter dialog med den ansvarlige forvaltning og databeskyttelsesrådgiveren. Man skal informere, hvis der er høj risiko for misbrug af data, og det vurderede man ikke at der var. Datatilsynet har ikke kritiseret det. Endelig oplyste borgmesteren, at ingen politikere var informeret om sagen før den 27. januar.
“Så burde alt vel være godt? Nej, det synes jeg ikke!” udtaler Trine Henriksen.
“Jeg må bare konkludere, at der så nok er behov for at tage en politisk diskussion af, hvornår vi ønsker, at borgerne skal informeres. En diskussion, der ikke kun forholder sig til jura, men også til den usikkerhed og utryghed, som sådanne sager skaber.”
På byrådsmødet den 30. januar opfordrede Trine Henriksen kraftigt til, at man i hvert fald nu, hvor sagen er blevet kendt, informerer de berørte borgere.
“Alle de, som har været i berøring med Jobcenteret i den periode, kan være bekymrede for, om det er deres data, som kan være havnet i forkerte hænder. Det ikke helt tilfredsstillende svar var, at det overvejer man! Det har jeg tænkt mig at følge op på.”
Hør Trine Henriksens spørgsmål og borgmesterens besvarelse på byrådsmødet (start ved 24:35): http://gladsaxeenkelte.podhandle.dk/25_30012019sprgetid31012019141658.mp3