Af Signe Rosa Skelbæk, Enhedslisten
Der er grund til at være bekymret for børn og unges skærmbrug. Nye undersøgelser er ret entydige: brug af skærme som fx iPads og telefoner er kædet sammen med børns koncentrationsevne og adfærd senere hen. Jo tidligere og jo mere tid børn benytter sig af skærmene, jo større risiko for fx at udvikle opmærksomhedsforstyrrelser.
Vi kan ikke helt undgå skærme – og det skal vi heller ikke. Men voksne omkring børn har en forpligtelse til at hjælpe med og understøtte gode, sunde vaner om skærmbrug. Dels ved at være rollemodeller, dels ved at guide børnene.
Derfor foreslår Enhedslisten, sammen med Radikale, at vi skal begrænse brugen af fx tablets i vores dagtilbud i kommunen. Kort sagt skal tablets ud af institutionerne, dog med meget få, velvalgte undtagelser, hvor tabletten fungerer som et godt supplement til de pædagogiske aktiviteter.
Vi stiller forslaget på det kommende møde i Børne- og Undervisningsudvalget, og jeg håber virkelig, at de andre partier vil bakke op om at få skabt bedre rammer for, at vi begrænser de mindste børns brug af skærme. Vi har rigtig gode dagtilbud i vores kommune, der er ingen grund til, at vi sætter en skærm imellem børnene og pædagogikken.
Indlægget er bragt i Gladsaxebladet den 17. maj 2023.