Sådan lød budskabet fra venstrefløjens 1. maj i Gladsaxe. Mest tydeligt fra Enhedslistens 1. majtaler, Rosa Lund.
Rosa Lund er en af den nye generation af folketingsmedlemmer, med en alder på kun 27 år, og med det udgangspunkt sagde hun, at hendes generation måtte kræve sin ret, for at gøre sin pligt. Der måtte skabes arbejdspladser, praktikpladser, uddannelsespladser, før de unge kunne gøre deres pligt – nemlig arbejde eller uddanne sig, og derfor var hendes invitation til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen: Smid pisken!
– Det er os politikere, sagde Rosa, der må gøre vores pligt med en massiv jobskabelse, før det giver mening at kræve yderligere fra de unge.
Den ikke meget ældre miljøminister fra SF, Ida Auken, fulgte op med at gøre opmærksom på de resultater, regeringen allerede har hevet i hus, sammen med Enhedslisten. For eksempel opgøret med fattigdomsydelserne i sidste års finanslov, der var et udtryk for, at den nuværende regering ikke som den tidligere borgerlige regerings tror på pisk som middel til vækst. Ida Auken understregede desuden og ikke overraskende behovet for grøn vækst og omstilling.
Al-Khawaja fik pris
Ved siden af talerne, som er det normale højdepunkt i et 1. maj-arrangement, har Enhedslisten og SF her i Gladsaxe udviklet en tradition, der bibringer endnu et højdepunkt, nemlig uddeling af den symbolske, men prestigefyldte Ytringsfrihedspris. I år gik den til dansk-bahraineren og menneskerettighedsforkæmperen Abdulhadi al-Khawaja.
Prisen blev på hans vegne modtaget af Michael Wagtmann fra International Media Support, der er i daglig kontakt med Abdulhadis familie. Han takkede for prisen og understregede nødvendigheden af fortsat pres på styret i Bahrain, hvis Abdulhadis kamp ikke skal være forgæves.
Der var som sædvanlig fuldt hus i Buddinge Skoles kantine til arrangementet, som uformelt blev bundet sammen af vores lokale politikere Trine Henriksen og Gunnar Svendsen. Det Blå Guld sørgede for den musikalske ledsagelse til kaffe, brød og gammel dansk.