Søren Søndergaard, medlem af Folketinget for Enhedslisten, talte ved 1. maj-mødet på Buddinge Skole
Første maj er arbejdernes internationale solidaritets- og kampdag. En dag, hvor vi udtrykker vores støtte til folk i andre lande, som rammes af uretfærdighed og undertrykkelse. Og en dag, hvor vi sætter fokus på de udfordringer, som vi selv står overfor.
Kigger vi ud i verden, så er der brug for vores solidariske håndsrækning mange steder. Tag f.eks. NATO-landet Tyrkiet, hvor Erdogan-regimet ikke bare undertrykker og fængsler den stadigt voksende opposition, men netop nu angriber nabolande. F.eks. det kurdiske selvstyre i Rojava, som mistede tusinder og atter tusinder af deres unge sønner og døtre i nedkæmpelsen af Islamisk Stat. Det skylder vi dem tak for. Men nu bliver de altså overfaldet af det tyrkiske regime, som på den måde understøtter tilbagekomsten af Islamisk Stat. Derfor bør vi sende kurderne en solidarisk hilsen og stille spørgsmålet: Hvor længe endnu vil EU og NATO se igennem fingre med Erdogans forbrydelser?
Men først og fremmest går vores tanker til Ukraine. Putin-regimets overfald den 24. februar var aldeles uacceptabelt, og vi må støtte den ukrainske befolknings mulighed for at forsvare sig selv og deres eget land. Det handler om våben til selvforsvar, det handler om humanitær støtte, det handler om hjælp til de millioner af flygtninge og internt fordrevne, og det handler om hjælp til genopbygning. Her kan Danmark spille en stor rolle, og heldigvis er der også en bred opbakning til disse ting i Folketinget.
Men som arbejderbevægelse har vi derudover en særlig rolle. For hvem er det i sidste ende, som kommer til at betale den største pris for krigen i Ukraine? Det er ganske almindelige lønmodtagere. Det er de bygningsarbejdere, minearbejdere og metalarbejdere, som i dag indgår i forsvaret af deres land, som ikke bare risikerer at miste deres arbejde og deres bolig, men også liv og førlighed.
Tilbage under krigen i Bosnien i 1990’erne var over 100 fagforeninger med i Konvoj til Bosnien, som sendte direkte hjælp til minearbejderne i Tuzla. En hjælp til at overleve krigen, men som også handlede om at sikre de sociale og faglige rettigheder efter krigen. Kalder situationen i dag ikke på direkte hjælp til vores brødre og søstre i den ukrainske fagbevægelse? Jeg håber og tror på, at danske fagforeninger igen vil spille en aktiv rolle, når det handler om at udvise konkret solidaritet.
Krigen i Ukraine har også ændret den politiske situation herhjemme. Regeringen har valgt at give efter for et mangeårigt krav fra Venstre og Konservative om at sætte den danske undtagelse fra EU’s militære aktioner til folkeafstemning.
Her blandt os er der sikkert både uenighed og tvivl om, hvad vi skal stemme den 1. juni. Men uanset udfaldet af afstemningen, så er Danmarks sikkerhed og f.eks. muligheden for at hjælpe Ukraine den samme. EU’s militære dimension handler ikke om et territorialforsvar, men om en interventionsstyrke på 5.000 mand, som kan sendes på missioner ude i verden, primært i Afrika.
Afstemningen indgår også i en plan om at forhøje de danske militærudgifter til 2 % i 2033. I nutidskroner vil dét koste 18 milliarder kroner mere om året i al fremtid.
Ærlig talt: Er jeg den eneste, som synes, at det er lidt tankevækkende, hvor hurtigt de 18 milliarder kunne findes? Især når man tænker på, hvor svært det er at finde langt mindre beløb til forbedring af den almindelige befolknings vilkår. Det kan f.eks. være til Arne-pensionen, som de borgerlige vil have afskaffet, fordi der ikke er råd. Eller til velfærdsloven, som de ikke vil stemme for, fordi man ikke økonomisk kan binde sig ud i fremtiden. Eller det kunne være bare nogle få millioner, så sundhedsvæsenet har mulighed for at give patienter den nødvendige behandling i tide i stedet for at få benet amputeret. Men det er der åbenbart ikke råd til.
Jeg kender godt sikkerhedsargumentet. Men allerede i dag er NATO-landenes militærbudgetter 18 gange større end Ruslands. Hvor meget øger det sikkerheden, at de bliver 20 gange større eller 22 gange?
Naturligvis præges vi alle af frygt og usikkerhed. Men netop i den situation er det vigtigt, at vi holder hovedet koldt, tænker os om og baserer vores beslutninger på viden.
Noget, vi ved, er, at sanktioner mod Rusland gør ondt på den russiske krigsmaskine og underminerer Ruslands evne til en langstrakt krig. Alligevel tøver vi med at bruge et af de mest effektive sanktionsmidler mod Putin, nemlig at lukke for den russiske gas.
Hvorfor? Fordi vi i årevis har gjort os mere og mere afhængige af den. Faktisk er det os i Europa, som har fyldt den krigskasse, som Putin nu fører krig for. I 2020 betalte Europa Rusland cirka 65 milliarder dollars for energiprodukter, hvilket er mere end det samlede russiske militærbudget. Alene i dag – den 1. maj 2022, mens krigen raser i Ukraine – køber vi i Vesten for 700 millioner dollars energi hos Putin.
Undskyld, hvordan kan det gå til? Igen og igen har folk på venstrefløjen advaret mod denne afhængighed af Putin. Da vi i 2011 diskuterede Nord Stream 1 i EU-parlamentet, sagde jeg f.eks.: ”EU og de lande, som gør sig afhængige af energi fra Putins Rusland, er enten dybt naive eller støtter helt bevidst hans autoritære styre.” Og da Folketinget for et par år siden diskuterede Nord Stream 2, sagde Mai Villadsen: ”Det er vigtigt, at Danmark og Europa bliver uafhængige af fossile brændstoffer fra et brutalt styre som det russiske.”
Desværre blev der ikke lyttet. Så meget desto mere nødvendigt er det, at vi nu langt om længe stopper med at fylde Putins krigskasse. Og en ting til: At vi én gang for alle erkender, at måden at undgå fremtidige konflikter på ikke er ved at understøtte nutidens diktatoriske regimer, hvad enten det er VM-værten Qatar, Erdogans Tyrkiet eller Putins Rusland.
Her i Danmark er vi nu på vej ind i regeringens fjerde og sidste år før næste folketingsvalg. Det er kort sagt nu, at de forventninger, som befolkningen havde til regeringsskiftet i 2019, skal indfries. Meget er sket, men der mangler stadig væsentlige ting, som også fremgår af det forståelsespapir, som bragte regeringen til magten.
Lad mig nævne to af de vigtigste for os i Enhedslisten.
For det første at bekæmpe ulighed og afskaffe børnefattigdom. Børnefattigdommen er blevet nedbragt, men alt for mange børn har stadig ikke de muligheder, som deres kammerater opfatter som naturlige. Og uligheden er faktisk stigende. Vi er stadig langt fra et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. Står det til os, så skal fattigdomsydelserne væk – ikke engang i fremtiden, men før vi skal til valg igen.
Og så naturligvis klimaet. Også her er der taget vigtige skridt. Med 70 %-målsætningen, med vedtagelsen af en klimalov med årlige afrapporteringer og delmål – og med konkrete reduktioner. Men som Klimarådet dokumenterer, så er det bare ikke nok. Hvis det fortsætter i det nuværende tempo, så giver vi ikke vores bidrag til at forhindre klimakatastrofen.
Den seneste rapport fra FN’s klimapanel er alarmerende, men utvetydigt klar: Vi har 8 år – frem til 2030 – til at halvere det globale udslip. Lykkes vi med det, så vil vi stadig opleve klimaforandringernes alvorlige konsekvenser for mennesker, dyr og plantearter. Men lykkes vi ikke, så går klimaforandringerne i selvsving, og vi risikerer ikke længere at kunne undgå eller tilbagerulle de temperaturstigninger, vandstandsstigninger og permanente naturkatastrofer, som vil gøre store dele af kloden ubeboelig.
Jeg kan se, at enkelte af os har en alder, hvor konsekvenserne måske ikke rammer os selv personligt i fuldt omfang. Men hvis ikke vi handler nu, så rammer de med garanti vores børn og vores børnebørn.
Nu er det ikke første gang, at vi i arbejderbevægelsen står i den situation. Da 200.000 amerikanske arbejdere den 1. maj 1886 nedlagde arbejdet og krævede 8 timers arbejdsdag, var der også mange af dem, som aldrig kom til at opleve det selv. Og sådan har det været hver eneste 1. maj i de 136 år, som er gået siden. Umiddelbare krav og ønsker har været på programmet, men også kampen for kommende generationers ret til fred, demokrati, velstand og et bæredygtigt miljø.
Det er store udfordringer, vi står overfor. Det har vi gjort før og i fællesskab overvundet dem. Det kan vi gøre igen!
God 1. maj.
