Enhedslistens ændringsforslag til budget 2012-2015

Enhedslisten forlod i starten af september budgetforhandlingerne og har nu fremlagt sine egne ændringsforslag. Med forslagene lægger Enhedslisten bl.a. op til at stoppe sammenlægningen af Høje Gladsaxe og Marielyst skoler, fjerne en række nedskæringer og forbedre servicen, styrke den kollektive trafik og klimaindsatsen. 

Ændringsforslaget indeholder en række af de samme ændringer som foreslået i det forlig, der er indgået af partierne: Socialdemokraterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre.

Det omfatter forslagene om:

– ekstra pulje til trafiksikkerhed/cykelstier (55b)

– pulje til håndtering af regnvand (59b)

– energirenovering af dagtilbud på Oktobervej (72b)

– ekstra puljer til energirenovering (47c)

– opsætning af solceller på rådhuset (47b)

– idrætsfaciliteter til Gladsaxe skole (70b)

– fremrykning af Masterplan 2 på Mørkhøj skole (94b)

– revurdering af udskydelse af projekter i puljen udearealer på skoler og daginstitutioner (95+97)

– ekstra
pulje til velfærdsteknologi (11b)

– forebyggende hjemmebesøg (11c)

– teknisk korrektion vedrørende indkøbsbesparelse (39b-d)

– optagelse af lån til energirenovering og opsætning af solceller (103b-d)

– fremrykning af betaling for fjernvarme (103e)

Desuden tilføjes følgende ændringer:

a) Høje Gladsaxe og Marielyst skoler sammenlægges ikke, og dermed heller ikke sammenlægningen af de to klubber, samt af 10. kl. centeret og Ungdomsskolen. I stedet gennemføres den oprindelige plan om istandsættelse af Grønnemosecenteret, indretning af fælles SFO og flytning af klubben. Der er ingen overbevisende argumenter for sammenlægningen, hverken i forhold til pædagogik, integration eller børnetal. Sammenlægning til en stor 5-sporet skole er en forringelse af skoletilbuddet og vil øge søgningen til privatskolerne. I stedet for at bruge de mange millioner på dyre ombygninger, vil Enhedslisten prioritere flere penge til undervisning. Konkret foreslår Enhedslisten at skolerne tilføres 12 mio., svarende til to ekstra timer pr klasse, som skolerne kan anvende til f.eks. flere idrætstimer, flere to-lærer-timer, eller flere støttetimer til inklusion.

b) Nedlæggelse af Lundevang skole sættes i bero. I de senere år er der gennemført en række forandringer for skolens elever, med flytning af elevgrupper frem og tilbage og nedlæggelse af indskolingen til fordel for inklusion af disse elever i almindelige klasser. Det er urimeligt at sætte nye gennemgribende ændringer i værk efter så kort tid, og før der er dokumentation for at inklusion er den bedste løsning for disse elever.

c) Udvidelse af personalefaciliteter på Gladsaxe skole. Foruden de afsatte midler til idrætsfaciliteter på Gladsaxe skole afsættes 2.5 mio. i 2012 til udvidelse af personalefaciliteter på den sammenlagte skole.

d) Nedskæringerne i driftsafdelingen, på rengøring, og på administrationen fjernes. Der er allerede gennemført betydelige nedskæringer de foregående år, særligt i administrationen, uden at opgaverne er blevet færre.

e) Nedskæring på barselsrefusion fjernes. Reduceret barselsrefusion rammer skævt og kan føre til dårligere personalenormering på arbejdspladser med mange unge og især mange kvindelige ansatte.

f) Mere tid til serviceopgaver. Der gennemføres en analyse til at afdække hvor mange ressourcer der kunne frigøres til andre opgaver i kommunens forvaltninger, institutioner, skoler og i ældreplejen ved at begrænse kravene til f.eks. dokumentation og kontrol, konkurrenceudsættelse, benchmarking og brugertilfredshedsundersøgelser. De relevante personalegrupper inddrages i arbejdet, for at afdække hvilke af de stillede krav der giver mening i forhold til udvikling af kvalitet og service og hvilke der vurderes som en unødig belastning, der tager tid fra de øvrige opgaver.

g) Styrkelse af den kollektive trafik. Det er en bydende nødvendig at styrke den kollektive trafik. Både af hensyn til klimaet og for at opretholde mobiliteten for borgere uden bil. Derfor afsætter Enhedslisten 1.5 mio. til flere og bedre busforbindelser. Med beslutningen om en betalingsring omkring København vil brugen af den kollektive trafik øges markant. Den kommunale udgift til busdrift mv. må således forventes at falde som følge af flere passagerer. Derfor forventes merudgiften til busdriften vil bortfalde i de to sidste budgetår.

h) Fremrykning af cykelstiforbindelse fra Vandledningsstien. Foruden den afsatte ekstra pulje til trafiksikkerhed og cykelstier, vil Enhedslisten fremrykke etableringen af cykelstiforbindelse mellem Vandledningsstien og Høje Gladsaxevej. Den direkte cykelrute vil forbedre trafiksikkerheden ved krydsning af Gladsaxevej og skære mange minutter af transporttiden, til stor fordel for cykelpendlere fra Gladsaxe til København

i) Spillested i Aktivcenteret. Der afsættes 14.7 mio. i 2014 til etablering af et spillested for unge i Aktivcenteret.

j) Ansættelse af energivejleder i Grønt Ide-center til at udføre konkret vejledning om energibesparelser til boligforeningerne og borgere i private boliger. Desuden gennemføres målrettede projekter for mere klimavenlige omlægninger af dagligdagen, f.eks. ændring af trafikvaner og forbrug.

k) Ekstra midler til energirenovering og solceller på kommunale bygninger. Der afsættes yderligere 2 mio. årligt i 2013-15 til opsætning af solceller, og yderligere 2 mio. årligt i 2014-15 til energirenoveringer. Projekterne finansieres ved lån, og det forudsættes at de sparede energiudgifter modsvarer renter og afdrag på lånene.

l) Naturprojekter og plejeplaner. Der afsættes 0.1 mio i 2012-13 til realisering af naturprojekter og plejeplaner. Desuden fastholdes de allerede afsatte midler på 0.3 mio. i 2012, i stedet for at udskydes til 2015.

Se tallene i Enhedslistens budgetforslag

 

Se også:

 

 

Bilag Størrelse
Aendringsforslag_fra_Enhedslisten_til_budget_2012.pdf 57.93 kB