En mere socialt retfærdig finansiering af klimasikringen end over vandtaksten

Af Trine Henriksen. Byrådsmedlem i Gladsaxe (Ø), og bestyrelsesmedlem i Biofos A/S, tidligere bestyrelsesmedlem i Nordvand A/S

I de kommende 20-40 år vil spildevandstaksten stige betydeligt i mange vandselskaber som følge af store investeringer for at kunne håndtere de stigende regnmængder og skybrud. I Gladsaxe forventes vandtaksten at stige til omkring det dobbelte indenfor de næste 30 år, primært på grund af udgifter til klimatilpasning. I København er der planlagt klimasikringsprojekter for 11 mia. kr. Udgifterne ved ikke at gøre noget er dog endnu større. F.eks. kostede ødelæggelserne efter skybruddet i København i 2011 over 6 mia. kr. (forsikringsselskabernes tal). Derudover skaber overløb fra kloakkerne også alvorlige ødelæggelser af vandmiljøet.

Det er derfor helt nødvendige investeringer, der planlægges i vandselskaberne, og jeg har altid selv presset på for en hurtigere indsats. Men jeg synes, at der er behov for at se på en anden finansiering af klimasikringsprojekter end over vandtaksten.

Hvad er problemet med vandtaksten?

Der er to problemer i at de meget store udgifter til klimatilpasningsprojekter betales over vandtaksten.

For det første giver det en stor social skævhed, fordi kubikmeterprisen for vand er ens for alle forbrugere i selskabet, uanset husstandsindkomst. Personer med en lav indkomst vil derfor komme til at betale en relativt større andel til finansiering af klimatilpasningen, end personer med en højere indtægt, fordi vandforbruget kun i meget begrænset omfang har en sammenhæng med husstandsindkomsten. Skævheden bliver forstærket af, at virksomheder med meget stort vandforbrug får en væsentlig billigere takst, med 20 % rabat for virksomheder med et vandforbrug på 500-20.000 m³, og 60 % rabat ved et vandforbrug på over 20.000 m³. Da området skal hvile i sig selv, skal disse rabatter finansieres af de almindelige forbrugere.

For det andet er der tale om et samfundsmæssigt problem, klimaforandringerne, hvis årsag er helt uden sammenhæng med den enkeltes forbrugsudgifter til vand og spildevand. Derfor ville det være mere logisk og rimeligt, at udgiften helt eller delvist blev finansieret fra statsbudgettet på linje med andre store samfundsmæssige opgaver.

Den alternative finansiering skal kun omfatte klimatilpasningsopgaverne. Jeg har absolut intet ønske om generelt at fjerne takstfinansieringen på forsyningsområdet, da den har en række fordele:

• Det takstfinansierede område er underlagt hvile i sig selv-princippet, der sikrer, at der ikke kan trækkes et overskud ud fra området, og at opgaverne på området ikke skal konkurrere med andre kommunale velfærdsopgaver.
• Taksterne er ikke underlagt det kommunale service- og anlægsloft, og der er derfor større mulighed for at igangsætte de nødvendige opgaver. Dog sætter prisloftet og effektiviseringskravet på vandområdet også nogle begrænsninger.
• Takstfinansiering sikrer en lokal forankring og beslutningsproces, hvor den enkelte kommune i samarbejde med forsyningsselskabet kan fastlægge det ønskede investerings- og serviceniveau.

Der er enkelte faktorer, der reducerer den sociale skævhed i takstfinansieringen på vandområdet. Lånefinansiering af de store investeringer fordeler udgiften over en længere periode, så de fremtidige forbrugere også kommer til at betale en del af udgifterne. Og det kommunale vejafvandingsbidrag flytter en del af udgiften fra taksten til det skattefinansierede område, hvor udgifterne alt andet lige er lidt mere socialt retfærdigt fordelt. I Gladsaxe udgør dette 8 % af anlægsomkostningerne. Til gengæld belaster det den kommunale serviceramme, hvor udgiften skal konkurrere med andre velfærdsopgaver.

Forslag til alternativ finansiering

Der kunne være forskellige modeller for en mere socialt retfærdig finansiering af de store klimasikringsprojekter:

1. En statslig pulje til central, landsdækkende prioritering af de største klimasikringsopgaver, f.eks. efter indstilling fra de lokale forsyningsselskaber. Ulempen ved denne model er dog, at kommuner og selskaber mister den lokale beslutningskompetence.
2. En statslig pulje, hvor forsyningsselskaber kan få dækket en del af udgifterne til klimarelaterede investeringer, f.eks. 75 %, således at der stadig er en vis egenfinansiering over taksten, til gengæld for at vandselskaberne så stadig har lokal styring og kontrol med projekterne.
3. Forhøjelse af den grønne check, så personer med de laveste indkomster kompenseres for de stigende vandtakster. Dette er en ret simpel løsning, men da stigningen i vandtaksterne varierer i forskellige selskaber, kan borgere med lav indkomst blive kompenseret i forskellig grad.
4. Ophævelse af trappemodellen, så erhvervskunder med stort vandforbrug bidrager på lige fod med alle andre vandforbrugere. Dette tiltag kan dog kun reducere den sociale skævhed ved finansiering af klimasikringen over taksterne, men ikke fjerne den.

En løsning, som jeg derimod vil fraråde, er at sænke kommuneskatten for at kompensere for de stigende takster på forsyningsområderne. Det kan lyde fornuftigt, men det øger faktisk skævheden, fordi sænkning af kommuneskatten giver den største gevinst til personer med de højeste indtægter. Derved kan disse husstande få en overkompensation for takststigningen, som jo er ens for alle, mens personer med lav indkomst kun får en lille gevinst, der reelt ikke kompenserer for takststigningen.

Derfor håber jeg, at der i stedet vil være politisk vilje i den nye regering til at til at se på et eller flere af de alternative forslag for at mindske uligheden.

Indlægget er bragt i tidsskriftet WaterTech.