Solar Installer, photo by Greens MPs via Flickr

En grøn og socialt retfærdig vej ud af krisen

Af Trine Henriksen, byrådsmedlem for Enhedslisten

CO2-udledningen i verden forventes at falde med 5-6 % i 2020! Jeg ville have jublet, hvis denne gode nyhed skyldtes en aktiv indsats fra verdenssamfundet, men den triste årsag er desværre coronakrisen. Derfor frygter jeg, at CO2-udledningen stiger igen næste år. Især hvis den økonomiske krise, som er på vej, trænger klimaindsatsen i baggrunden. Det vil være katastrofalt!

Heldigvis er der grønne og socialt retfærdige veje ud af krisen. Enhedslistens kriseplan rummer statslige investeringer i velfærd, social tryghed og store grønne investeringer, der skaber arbejde og gavner klimaet. For eksempel flere havvindmøller, tog, cykelstier, ladestandere til elbiler, billige lån til energirenovering og fremrykning af renovering af almene boliger. Forhindringerne for kommunale solcelleanlæg skal fjernes, og klimainvesteringer skal undtages fra det kommunale anlægsloft.

Lokalt er der brug for stor handlekraft. Målet om 70 % CO2-reduktion i 2030 må danne rammen for Gladsaxes strategi for grøn omstilling. Den kollektive trafik skal udbygges, så tog og bus effektivt løser transportbehovet for de fleste. Vi skal planlægge en fremtid med langt færre biler og flere cykler. Med mere reparation og mindre køb af nyt. Med mindre kød og flere togrejser frem for fly. En fremtid uden det evige pres for præstation og effektivitet, og i stedet mere fritid – sammen med familie og venner!

Coronakrisen viser, at de fleste er villige til at ændre dagligdagen, når det virkelig er nødvendigt, og hvis det gælder for alle.

 

Læs mere: