EL om budgettet: Behov for større klimaindsats og flere rigtige jobs

Tidligere år har jeg kritiseret regeringen for de stramme rammer for kommunernes budgetter. Det må jeg desværre også gøre i år. For selv om vi fik ny regering, så fører man samme stramme regulering af kommunernes økonomi som tidligere, med kollektive og individuelle sanktioner, nu endda ophøjet til lov i Budgetloven. Sørgeligt.  

Sådan indledte Trine Henriksen sin tale ved førstebehandlingen af budgettet i Gladsaxe Byråd torsdag den 29. august 2012. Læs resten af hendes tale om, hvad Enhedslisten vil arbejde for i budgetforhandlingerne.

Det er helt uforståeligt, at kommunerne pålægges nulvækst og anlægsstop på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden er enormt høj og mange er truet af at falde ud af dagpengesystemet, og i en tid hvor der er et enormt behov for at skrue op for klimaindsats som energirenoveringer, kollektiv trafik og vedvarende energi. Disse ting er anlægsstoppet med til at bremse. Hvorfor?

Borgmesterens udspil

Glad for at se (for første gang) et budgetforslag uden nye “effektiviseringer” – dvs. nedskæringer i personalet, hvor færre medarbejdere skal udføre samme arbejde.

Der er også gode forslag om styrket indsats i Værebro, fremrykning af vandledningsstien, motorværksted på Ungdomscenteret, energiprojekt i Gladsaxe sportscenter, fremrykning af 2. etape af Masterplan for Mørkhøj skole, m.v.

Ekstra midler til øget genanvendelse også godt, men det er jo allerede besluttet i Miljøudvalget.

Men så er der også en række ting i budgettet, som vi ikke er tilfredse med, og ting som vi gerne vil have tilføjet.

Fokusområder fra Enhedslisten i de kommende forhandlinger:

Puljen til bedre kvalitet og normering i dagtilbud

Gladsaxe har fået 6,8 mio. fra puljen til kvalitet og bedre normeringer i dagtilbuddene. Heraf er 1 mio. årligt afsat til efteruddannelse, samt 1,1 mio. til atelier til børnehuse i Værebro.

EL mener at dette er for lidt i betragtning af at pengene var særligt øremærket til dagtilbudsområdet, og primært mere personale.

Vi vil foreslå at tosprogspuljen forøges, så midlerne målrettes til mere personale i børnehusene i med mange tosprogede børn – Høje Gladsaxe og Værebro – eller at der oprettes en social pulje efter samme kriterier som på skoleområdet, hvor penge målrettes til børnehuse i de socialt udsatte områder.

Disse børnehuse har størst behov for mere personale, og en forbedret indsats overfor disse børn vil samtidig også have god effekt i skolen.

Voksne med handicap

Antallet af voksne med handicap stiger i de kommende år. Derfor er det fint, at der også er sat flere penge af til området. 8,8 mio. i 2013 – 10,8 mio. i 2016.

Men det fremgår af sagen fra FSHU’s møde i maj, at dette ikke svarer til den reelle stigning, som er på 14,1 mio. i 2013 og 20,9 mio. i 2016. Altså en forskel på 10 mio. i 2016.

Derfor rummer dette faktisk en skjult nedskæring af serviceniveauet for voksne med handicap på disse områder, hvor der er planlagt at:

  • begrænse adgangen til dag- og aftentilbud,
  • revurdering af borgere på BPA-ordning, hvor borgeren får støtte til personlig assistance, f.eks. handicaphjælpere, som de selv er leder for. ® mindre støtte/færre timer
  • ældre borgere i socialpædagogiske botilbud flyttes til almindelige plejebolig med individuel støtte, hvorefter der kan spares på den socialpædagogisk støtte.

Dette kan EL ikke støtte. Slet ikke i en tid, hvor højtlønnede skal have skattelettelser.

Borgerne er ikke i et socialpædagogisk botilbud med mindre de har reelt behov. Det behov forsvinder ikke fordi de fylder 65. Hensynsløst at flytte denne sårbare gruppe fra deres vante personer og omgivelser. Også synd for andre sårbare grupper i de
plejeboliger hvor de flytter til (demente).

Øget klimaindsats

Regeringen har sat et mål om 40% CO2 reduktion inden 2015. Målet i Gladsaxe klimaplan er kun på 25%. Derfor er der behov for at intensivere indsatsen.

Forslag om

  • flere solcelleprojekter, f.eks. på hallen ved Værebro skole, som de har foreslået flere gange.
  • øget tempo i energirenovering af kommunens bygninger
  • flere cykelstier og andre forbedringer for cyklister
  • mere kollektiv trafik (løsning på Aldershvilevej).

Indsats for borgere der er på vej til at miste dagpengeretten

Fint at der afsættes midler til en ekstra medarbejder i Jobcenteret til at hjælpe denne gruppe. Vi synes dog at det vil være bedre at skabe flere arbejdspladser – ellers er der ikke meget gavn af en ekstra medarbejder i Jobcenteret, hvis der ikke er job at få.

Derfor fokus på at skabe flere rigtige job – dels i kommunen (f.eks. mere pædagogisk personale i dagtilbuddene), dels igennem øgede aktiviteter på klimaområdet.

  • Flere jobrotationsordninger, hvor arbejdsløse kommer i job, mens de fastansatte kan få videreuddannelse. Dette er f.eks. et stort behov på skoleområdet.
  • Flere praktikpladser i kommunen.

Endelig kan man dog håbe, at finanslovsforhandlingerne ender med en løsning, der sikrer mod at arbejdsløse mister dagpengeretten – så kan vi måske spare de 0,48 mio.

Mindre bureaukrati

Fint at der ikke er “Effektiviseringer” i år, hvor der skal reduceres i personalet.

Det er et godt udgangspunkt for at kigge på om vi kan fjerne overflødigt kontrol og dokumentation, til fordel for mere tid til kerneopgaver. Det bør vi gøre i en proces i samarbejde med personalet, da de bedst ved hvilke opgaver med kontrol og dokumentation, der giver mening og mere kvalitet, og hvilke der mest er spild af tid.

Muligheder til finansiering af forslag

  • Flere penge til social pulje i dagtilbud kan finansieres af de 15 mio. til ombygning af børnehuse for at opfylde mål om større børnehuse. Det er ikke en strategi vi støtter, og vi synes det er bedre at bruge de bygninger vi har.
  • Puljen til vækststrategi kan bruges til at fremme cykelprojekter og kollektiv trafik i byomdannelsesområderne, så vi reducerer væksten i trafik.
  • Flere jobs giver færre udgifter til kommunen, dette bør helt eller delvist kunne finansiere mange af de tiltag, der skaber flere jobs.
  • Mulighed for at hæve grundskyldspromillen for at forhindre nedskæringer på voksne med handicap. Grundskyld rammer socialt mest retfærdigt, og mange af dem der skal betale mere er de samme som næste år får store skattelettelser.

Dette er de vigtigste sager, som Enhedslisten vil bringe op i budgetforhandlingerne.