Demokrati er mere end et kryds hvert fjerde år

Læserbrev af Bendt A. Larsen, byrådskandidat for Enhedslisten Gladsaxe

Enhedslisten vil arbejde for et mere økologisk, solidarisk og demokratisk Gladsaxe. Men bortset fra lommeuld kommer intet af sig selv. Det kræver benhårdt arbejde og konstant aktivitet. Enhedslistens kommende byrådsgruppe er klar til at fortsætte den aktive indsats, som vi har stået for i alle de 16 år, vi har været repræsenteret i byrådet.

Selv de bedst kvalificerede (hvad det så end er?) byrådsmedlemmer når imidlertid ikke langt, hvis der ikke er aktive og engagerede borgere og interessegrupper, som presser på for forandring. Demokrati er mere end et kryds hvert fjerde år.

Enhedslisten har haft medlemsfremgang siden sidste kommunalvalg og stiller fuldt hold: 25 kandidater fordelt på 12 kvinder og 13 mænd. 25 kandidater fra alle dele af kommunen, med vidt forskellig baggrund.

Blandt de fire spidskandidater er to af vores nuværende byrådsmedlemmer, der i øvrigt uden konkurrence har stillet absolut flest ændringsforslag i byrådet de sidste fire år. Og selv om vi nogle gange er blevet stemt ned af samtlige andre partier, har vi også formået at sætte kraftige fingeraftryk på integrations-, social- og miljøområdet.

Vi stiller op på partiliste, så vi mest effektivt får fremført Enhedslistens politik. I modsætning til de fleste andre partier, som anvender sideordnet opstilling, har vi prioriteret rækkefølgen. Kandidaterne skal ikke kæmpe mod hinanden om at komme frem i forreste række, slås om valgmøder eller annoncekroner. Vi kan koncentrere os om politikken.

Enhedslistens kandidater vil som udgangspunkt arbejde for selv den mindste forbedring og gå imod den mindste forringelse. På det seneste er det kommet til udtryk ved, at Enhedslisten har opstillet et alternativt budgetforslag, der viser hvor meget velfærd, vi kan få for pengene med en solidarisk politik. Samtidig har vi som de eneste konsekvent stemt mod nedskæringer på støttekrævende børn, ældreplejen og andre forringelser af vores velfærd.

13. oktober 2009, Gladsaxe Bladet
Indlæg fra Enhedslisten til ”10 skarpe spørgsmål”: ”Mange vælgerforeninger har svært ved at skaffe medlemmer. Mangler der kvalificerede kandidater hos partierne ved opstillingen?”

Bendt A. Larsen