Byrådet nedprioriterer borgernes rådgivning

Af Torben Madsen, byrådsmedlem (Ø)

Borgerrådgiveren er en succes. Der var næsten 500 henvendelser til borgerrådgiveren i 2017. Behovet er sikkert større, da borgerrådgiveren med to års virke næppe er kendt i alle hjørner af kommunen. Borgerrådgiveren bistår Byrådet med at sikre retssikkerheden for borgerne, hjælper borgerne med at forstå kommunens afgørelser, vejleder om klagemuligheder og behandler henvendelser om kommunens sagsbehandling. Borgerrådgiveren skal være uafhængig af kommunens politiske udvalg, Borgmesteren og forvaltningerne.

Nu skal Gladsaxe Kommune udpege en databeskyttelsesrådgiver for at imødekomme en ny EU-lov om databeskyttelse. Spørgsmålet bliver behandlet på byrådsmødet den 28. februar. Her forventes Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre og Konservative at vedtage, at databeskyttelsesrådgivningen i en prøveperiode frem til 1. juli 2019 skal varetages af borgerrådgiveren. Konsekvensen vil være, at borgerrådgiverens arbejdstid deles ligeligt mellem databeskyttelses- og borgerrådgivning.

Enhedslisten var alene om at stemme imod, da forslaget blev behandlet i økonomiudvalget, og vi vil også stemme imod i Byrådet. Der er lagt op til en halvering af den borgerrettede rådgivning. Ekstraarbejdet med databeskyttelse er en stor og teknisk krævende opgave, der kan komme til at slukke for det gode initiativ, som borgerrådgiveren er.

Vi mener, at Gladsaxe Kommune skal finde penge i budgettet til den nye databeskyttelsesrådgiver, så borgerrådgiveren kan udføre sine vigtige opgaver uden den foreslåede nedprioritering af borgerne. Det er ufatteligt, hvis det kun er Enhedslisten, der vil forsvare borgerrådgiveren i Byrådet.

 

Indlægget bringes i Gladsaxebladet den 27. februar 2018.