Søren Søndergaards 1. maj-tale

“Valget venter lige om hjørnet. Det gode er, at det giver os mulighed for at forhindre, at Lars Løkke og hans blå blok indtager regeringskontorerne. Men skal vi også forhindre en blå politik, så kræver det mere,” sagde Søren Søndergaard i sin tale til Enhedslisten, SF og SFU’s 1. maj-møde på Buddinge Skole.

Her er talen:

 


I tirsdags havde vi fint besøg i Danmark. Allerede på forhånd havde borgerligheden lagt sig fladt ned i benovelse. “Hele Tysklands Mutti på besøg,” skrev tanten fra Pilestræde og kunne ikke skjule sin begejstring.

Det kunne statsministeren heller ikke. Angela mig her og Angela mig der. Sågar dronningen fik lov til at praktisere sit skoletyske – det var nok ikke gået, hvis “Anri” havde været hjemme.

Ærlig talt: Jeg synes, man skal behandle gæster ordentligt. Gi’ dem en kop kaffe og tale pænt. Men Angela Merkel er hverken lønmodtagernes eller demokratiets store beskytter. Hun er ikke vores “mutti”.

Kan I huske, da EU-forfatningen i 2005 var blevet stemt ned i Frankrig og Holland? Da Angela Merkel satte sig for bordenden og i et hemmeligt brev til de andre EU-ledere foreslog, at man omformulerede traktaten, så der – og jeg citerer ordret: “… bliver brugt et andet ordvalg uden at ændre ved det juridiske indhold”.

Eller hvad med EU’s finanspagt, som med sin såkaldte “gældsbremse” gør det umuligt at investere sig ud af økonomiske kriser? Det var den, Merkel i et internt nyhedsbrev til sine CDU-medlemmer roste for at være – og jeg citerer igen: “… bindende og evig gyldig for udarbejdelse af budgetter, således at der heller ikke efter nyvalg til et parlament kan ske nogen ændring af gældsbremsen”.

Det demokratiske sindelag lyser ud af disse eksempler: Stem, hvornår I vil! Stem på, hvem I vil! Det får bare ikke nogen betydning for den politik, som bliver ført!

Det er også den lektie, hun nu er ved at lære det græske folk. Det kan godt være, at I har valgt en ny og venstreorienteret regering, men I skal acceptere den samme politik.

En politik, som betyder, at den almindelige græker – arbejderen, den arbejdsløse, pensionisten – skal betale prisen for tyske og franske bankers spekulationslån til Grækenland. 90 % af alle de lån, som Grækenland efterfølgende har “fået” i de såkaldte “hjælpepakker”, er gået til at betale lån og renter til ikke mindst tyske finansielle institutioner. Så på en og samme gang bliver grækerne mere og mere forgældede og mere og mere fattige.

Det er kendetegnende for den krisepolitik, som Merkel har stået bag i EU: Krisens omkostninger er blevet kastet over på den almindelige befolkning i form af arbejdsløshed og sociale nedskæringer.

Det gælder også i Tyskland selv. Nogle går det godt, men millioner går det mildest talt ikke særlig godt. Heller ikke selvom de har arbejde. 10 % af dem tjener end ikke nok til at kæmpe sig op over den officielle fattigdomsgrænse.

Så hvad burde Helle Thorning have sagt til Merkel? Jeg synes, at hun skulle have sagt: Tak for din opbakning til en skat på finansielle transaktioner. Forslaget er meget begrænset, men det er bedre end ingenting. Og tak for dit forslag om, at vi i Europa skal fordele flygtningene bedre. Det tager vi til os. Men din økonomiske politik og din arbejdsmarkedspolitik – den kan du godt holde for dig selv.

Desværre gjorde Thorning det stik modsatte!

Og det er jo også det, der gør det sværere at stå her i dag – end for 4 år siden i maj 2011, hvor den onde Løkke regerede, og hvor håbet om forandring ved det forestående valg var lysegrønt.

Vi fik en ny regering. Men på alt for mange punkter fik vi ikke en ny politik. Tværtimod definerede den ny regering selv sit grundlag som en fortsættelse af “VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”.

Regeringen beskyldes ofte for løftebrud. Men her holdt den ord til punkt og prikke. Skattelettelser til de rigeste og forringelser til førtidspensionisterne. Højere profit til selskaberne og færre pædagoger. Foræring af vores fælles ejendom til Goldman Sachs og kamp mod skolelærerne.

For ikke at nævne dagpengereformen, som ved årets udgang vil have ramt 65.000. Skam over de partier, som gennemførte den – men også skam over de partier, som har afvist at ændre den – selv efter at katastrofens omfang er blevet tydeligt for enhver.

En af dem, som har afvist at rette op på dagpengefadæsen, er Helle Thorning. Indtil kort før avisernes deadline i aftes kl. 22. Men genopretningen må ikke koste noget og skal først finde sted efter valget. For der er ikke flertal for det i Folketinget, har hun sagt. Men det er jo forkert – hvis altså socialdemokraterne selv vil være med. Den sørgelige sandhed er, at de Radikale har fået vetoret i regeringen og Socialdemokraternes ledelse bruger de Radikale som en undskyldning for at ikke at behandle de arbejdsløse ordentligt.

Den situation må ændres efter det kommende valg. Erfaringen fra de sidste 4 år må være, at hvis der skal føres borgerlig politik i “bredeste forstand”, så lad de borgerlige gøre det. Regeringstaburetter kan købes for dyrt.

For det er jo ikke sådan, at hvis bare vi har en rød regering, som fører blå politik, så holder de blå op med at være blå. Nej, de bliver så blå, at det næsten ikke er til at skelne fra sort.

Se på Løkkes politik. Bare et enkelt eksempel. Det såkaldt moderne kontanthjælpsloft, som er så moderne, at han slet ikke kan konkretisere, hvad det betyder. Men tilbage står mantraet om, at det altid skal kunne betale sig at arbejde. Altid!

Tænk over, hvad det kommer til at betyde. Da arbejderbevægelsen kæmpede arbejdsløshedsunderstøttelsen igennem, så handlede det om kompensation for tabt arbejdsindtægt. Hvis jeg mister mit arbejde, så skal jeg selvfølgelig stå til rådighed for et nyt. Men jeg skal ikke tvinges til at gå fra hus og hjem.

Hvis det altid skal kunne betale sig at arbejde, så skal alle former for kompensation for tabt arbejdsfortjeneste tvinges ned under det laveste lønniveau. Men hvad viser alle erfaringer? At når kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste falder, så falder lønnen også. Simpelthen fordi frygten for at miste sit arbejde får folk til at arbejde mere for mindre.

Sådan er de faktiske forhold i jernindustrien i et klassesamfund. Det er derfor, de borgerlige – med Dansk Arbejdsgiverforening i spidsen – presser så hårdt på. En større andel af samfundskagen skal flyttes fra løn til profit.

Ryanair er et eksempel på, hvad der venter, hvis ikke vi siger fra. Månedslønninger på ned til 10.000 kroner. Ingen arbejdsmarkedspension eller løn under sygdom. Betaling for uniform og for at sige op.

Byrådet i Albertslund og i Ballerup har besluttet ikke at flyve med Ryan. Det er en klog beslutning. Den bør følges op i alle andre kommuner. For prøv at regne på, hvad det vil betyde for skatteindtægterne, hvis 50 % eller bare 25 % af lønmodtagerne i jeres kommune kommer ned på 10.000 kroner før skat. Det vil fuldstændig udhule mulighederne for at opretholde et anstændigt serviceniveau. Social dumping er ikke bare et angreb på de lønmodtagere, som det går ud over, men et direkte angreb på velfærdssamfundet som sådan. Derfor skal social dumping bekæmpes med alle midler.

Valget venter lige om hjørnet. Det gode er, at det giver os mulighed for at forhindre, at Lars Løkke og hans blå blok indtager regeringskontorerne. Men skal vi også forhindre en blå politik, så kræver det mere.

Det kræver, at vi som venstrefløj holder op med at diskutere på modstandernes præmisser, men går i offensiven for et samfund, som bygger på lighed, grøn omstilling og respekt for mennesker. Det kræver, at vi som venstrefløj aktivt støtter enhver gruppe, som kæmper for anstændige vilkår, hvad enten det er renovationsarbejderne i København eller luftens helte i flybranchen. Og det kræver, at vi som venstrefløj går til valg på nogle klare og konkrete røde og grønne forslag, som vi også tør holde fast i efter valget.

På den måde kan vi vinde de mange skuffede vælgere tilbage og sikre, at valget både bliver et opgør med blå blok, men også med blå politik.

Lad os gøre dagen i dag til et startskud på en sådan offensiv. Fortsat god 1. maj!

 

Søren Søndergaard er folketingskandidat for Enhedslisten i Gladsaxe.