Skattelettelser eller mere velfærd?

Af Trine Henriksen, byrådsmedlem (Ø)

Budgetforhandlingerne lakker snart mod enden. For Enhedslisten sluttede de allerede onsdag aften, da de øvrige partier enedes om en skattenedsættelse, der vil koste godt 12 mio. årligt.

Gladsaxe har et økonomisk råderum, som ikke skal ligge og samle støv. Det er vi enige i. Men vi mener, at de fleste borgere i Gladsaxe vil få langt større fordel af, at råderummet bruges til at forbedre den fælles velfærd.

Der er brug for mere personale i ældreplejen, i daginstitutioner og skoler, og til pleje af kommunens naturområder. Der er brug for at forbedre den kollektive trafik, og forbedre forholdene for cyklister. Der er brug for en øget indsats for at nedsætte energi- og ressourceforbrug. Og der er både brug for et nyt spillested OG for Borgernes Hus.

Mange af de ansatte i ældreplejen, skoler, daginstitutioner og andre serviceområder er hårdt pressede – samtidig med at der er mange, der mangler et job. Det vil vi gerne lave om på.

Det vil også være en bedre vej til at mindske sygefraværet. En nedskæring på 10 mio. fjerner ikke sygefraværet. Men det kan betyde, at den ekstra indsats, de ansatte mange steder har leveret for at udfylde hullerne, når en kollega var syg, nu risikerer at blive permanent, fordi der bliver skåret i normeringen. Det vil vi ikke være med til.

Hvis valget står mellem skattelettelser eller mere velfærd – så vælger Enhedslisten velfærd.