Øget livskvalitet frem for vækst og konkurrence

Af Trine Henriksen, Enhedslistens byrådsgruppe

Jordens ressourcer er begrænsede, naturen er truet, og klimaforandringerne sker i voldsomt fart. Alligevel tales der konstant om vækst. Vi skal arbejde og producere mere. Børn og unge skal presses hurtigt igennem skole og uddannelse uden at “spilde” tiden. Stadig flere plages af stress, psykiske lidelser, og fysisk nedslidning. Er det virkelig værd at stræbe efter?

Vi ønsker øget livskvalitet i stedet for mere vækst. Vi vil dele arbejdet. Have mere tid i hverdagen. Plads til at være barn og ung, og et job som man kan holde til et helt arbejdsliv.

Derfor vil vi udfordre den herskende effektiviseringsdagsorden, når målet alene er, at færre personer skal lave mere. I 2015 vil vi f.eks. fokusere på:

Bedre vilkår i folkeskolen

Mange lærere og pædagoger er hårdt pressede. En længere skoledag, nye undervisningsformer, og samarbejde mellem flere faggrupper kræver mere tid til samarbejde, planlægning og forberedelse – ikke mindre. Skoledagens organisering (også for eleverne) må tages op til kritisk vurdering allerede inden sommerferien.

Bedre vilkår i ældreplejen

Omstruktureringer, stramme arbejdsplaner og afskedigelser har betydet forringet service og dårligere arbejdsmiljø. Der er brug for mere personale og efteruddannelse. Det skaber værdi og livskvalitet for de ældre. Vi glæder os over, at vores forslag om et klippekort til hjælp efter den ældres eget valg nu indføres.

 

Nytårshilsenen er bragt i Gladsaxe-Bladet den 30. december 2014.