Livlig debat om Cuba på Ældrestyrkens møde

Ældrestyrken sprængte alle rammer i den lille sal i Borgernes Hus den sidste torsdag i marts med 27 deltagere på sit møde om Cuba – så stor var interessen for emnet.

Vi havde gæster fra naboafdelingerne i Brønshøj/Husum og Herlev, men også flere uden tilknytning til Enhedslisten havde spurgt, om de kunne deltage i arrangementet alligevel. Til det spørgsmål er svaret altid ja, fordi møderne er åbne for alle interesserede, der har rundet de 60

Desværre måtte Mogens Steenbuch i sidste øjeblik melde afbud som oplægsholder, men der var stor forståelse for begrundelsen. Til gengæld kunne tovholderne oplyse, at en nær ven af Enhedslisten, Otto Jarl, var trådt til i 11. time og havde tilbudt sig i stedet for Mogens. Vi fik et yderst gennemarbejdet og inspirerende oplæg om Cuba, inden vi så en film, som Otto og hans kone, Hanne, havde optaget i 2007. Flere af mødedeltagerne havde selv været i Cuba, og vi fik en livlig dialog om både politiske, sociale, sundhedsmæssige og kulturelle forhold i landet. Så stor blev interessen for emnet, at vi vil forsøge at få endnu en oplægsholder med indgående kendskab til Cuba til at komme og holde oplæg i efterårssæsonen.

Tre hovedemner

Tovholderne kunne på mødet orientere om, at vi har præsenteret tre hovedemner, som vi ønsker, at afdelingen og vores byrådsgruppe skal arbejde videre med lokalt. Det er emner, vi har drøftet i Ældrestyrken, og som Susanne Yazdanyar nu har fået i opdrag at gå videre med i sin egenskab af medlem af Seniorudvalget i Byrådet:

  1. Vi ønsker en lokal ombudsmand, som vi også har beskrevet det i vores valgprogram op til kommunevalget, på baggrund af de mange skandaløse sager i kommunen mod ansatte og borgere.
  2. Vi ønsker en gratis tandplejen for voksne på overførselsindkomst, f.eks. indrettet i de allerede eksisterende kommunale tandklinikker for børn og unge.
  3. Vi ønsker et gratis, kommunalt udlån af pc’er til gladsaxeborgere, der ikke selv har råd til at anskaffe sig og vedligeholde en pc. Det kan f.eks. være brugte, istandsatte pc’er, som udlånes fra kommunens hjælpemiddelcentral.

Ældrestyrken har yderligere tre hovedemner, som vi ønsker inddraget i Enhedslistens landskampagne mod fattigdom, og dem vil vi forelægge på et møde den 5. april i Det social- og ældrepolitiske Udvalg i Enhedslisten. I forbindelse med kampagnen gør vi fortsat opmærksom på det debatmøde om ulighed og fattigdom, som Ældrestyrken holdt i oktober 2013 med Hans Genefke Jørgensen, Hanne Reintoft og Finn Sørensen som oplægsholdere, hvor vi selv var tidligt ude med emnet. Mødet er optaget på film og kan ses på YouTube: Findes der fattigdom og ulighed i Danmark? Den er fortsat aktuel med nu 47.300 under fattigdomsgrænsen i Danmark!

Vi mødes igen torsdag den 24. april kl. 12.00, hvor Ole Nielsen vil fortælle om og vise en lysbilledserie fra sin gamle arbejdsplads B&W, dens betydning som politisk og faglig spydspids, og hvordan den unikke arbejdsplads fungerede i det daglige. Som en opfølgning heraf inviterer vi som det sidste arrangement i denne sæson på en biltur til Amager, hvor vi besøger B&W-grunden og tager ud til Amager Strandpark med kaffen og kagerne.

Tovholderne i Ældrestyrken Gert, Mogens, Ole og Dorthe