“Interessen for de menneskelige omkostninger for almindelige deltagere i krigsforløbet under Den 2. Verdenskrig er stadigt stigende. Utroligt, at der skulle gå 70 år, inden denne side også blev behandlet og vi ikke ‘bare’ skal læse statistik over antal faldne og krigsmaskiner.”
Sådan skriver Willi Bjerregaard, et af mange tusinde krigsbørn, i en omtale af den danske film “Under sandet”, der havde premiere sidste år.
Filmen fortæller råt og usødet om det faktum, at Danmark i 1945 efter krigsafslutningen lod tyske krigsfanger rydde aktive miner på Vestkysten med de bare hænder, uden beskyttelse og under usle vilkår. Det var ikke blot i direkte strid med Genevekonventionen, men også en grov forbrydelse mod folkeretten. Over 300 unge tyskere døde, og næsten tusind blev såret og lemlæstet. Nogle af dem var rene børn på 15-16 år.
Willi fortalte om denne skændsel på Ældrestyrkens møde den 30. marts 2017 i Seniorklubberne i Høje Gladsaxe og som sædvanlig for fulde huse. Også i Ældrestyrken er der interesse for denne tid, som nogle af os endda er så gamle at vi kan huske brudstykker fra.
Titlen for Willis oplæg var lige på og hårdt: “Min mor var tyskertøs,” og det er virkelig tankevækkende, at først efter alle de mange år kan man i dag tale frit og utvunget om denne tid og om de problemer, der opstod omkring faderskabssagerne, fordi myndighederne og præsterne i årtier efter krigen nægtede indsigt i kirkebøger og arkiver. Først i 1999 bøjede Justitsministeriet sig for, at alle børn (herunder også dem med tyske soldaterfædre) kunne få aktindsigt, og arkiverne gjorde kirkebøgerne tilgængelige på nettet.
Willis mor, Ruth Rasmussen, blev som ganske ung forelsket i den værnepligtige soldat Wilhelm Willitz og blev gravid. Willis far var blandt de soldater, der blev holdt tilbage i Danmark efter kapitulationen for som minør at være med til at fjerne miner. Han døde 2 uger efter Willis fødsel i juli 1945 og ligger begravet på Lemvig Kirkegård ved siden af to drenge på 16 og 17 år, der omkom ved samme minesprængning. Gravene findes og bliver som alle soldatergrave vedligeholdt.
I modsætning til mange andre børn med tyske fædre og danske mødre født under og lige efter krigen har Willi altid vidst, hvem der var hans rigtige far. Det har hans mor aldrig lagt skjul på, og det har ikke givet problemer, hverken for Willi selv eller for hans mor i familien eller i den landsby, Ravnstrup ved Viborg, hvor Willi voksede op. Men selv om Willis mor fik kontakt med Wilhelm Willitz’ familie i det senere DDR, nåede hun aldrig at besøge den eller mødes med de to døtre, som det viste sig at Wilhelm havde med en tysk kone. Willi har kontakt med dem, men har heller aldrig mødtes med sine halvsøstre.
Willis efternavn har han fra den mand, Frederik Bjerregaard, som Willis mor giftede sig med, og med hvem hun fik 3 børn. Også for Willi skulle der gå mange år, før han begyndte at interessere sig for og undersøge sin familiære baggrund. Det skete først efter, at både hans mor og stedfar var døde, men det betød til gengæld, at han fik kontakt med “Danske KrigsBørns Forening” og nogle af de 6-8000 krigsbørn – måske helt op til 10.000 – som fandtes efter besættelsen. Alle med historier om forelskelse, fortielser og fortrængninger.
Willi sluttede sit oplæg af med at vise TV-programmet “Hemmelige Steder”, som yderligere bekræftede Danmarks skændige behandling af unge værnepligtige tyskere efter kapitulationen.
Ældrestyrken fejrede Jenny Pedersens 90 års fødselsdag med en skål og med udnævnelsen af hende til æresmedlem af Ældrestyrken.
Ældrestyrken mødes næste gang den 27. april, hvor emnet er “Kurdernes kamp og historiske baggrund” med folketingskandidat for Enhedslisten Ibrahim Benli som oplægsholder. Husk tilmelding – og tag gerne en ven eller bekendt med.
Dorthe
