Kommunens flyrejser må ikke bidrage til social dumping

Flemming Holst fra Enhedslisten har op til byrådsmødet onsdag den 13. maj 2015 stillet to spørgsmål, som skal sikre, at kommunen går imod social dumping i flybranchen og bakker op om Albertslund Kommune, som er blevet truet af Ryanair.

I forbindelse med flyrejser er det ligesom på andre områder vigtigt, at offentlige myndigheder ikke bidrager til social dumping. Dette kan man undgå ved kun at bruge flyselskaber, der har tilsluttet sig FN’s Global Compact.

Principperne i denne aftale gør det pligtigt for flyselskaberne at respektere grundlæggende arbejdstagerrettigheder såsom organisationsret og retten til kollektive aftaler. For flyselskaber med base i Danmark betyder dette, at være villig til at indgå overenskomst med relevante overenskomstbærende organisationer. Selskaber, der er leverandører til SKI – Statens og Kommunernes Indkøbsservice, har tilsluttet sig samme principper.

Derfor har Enhedslisten spurgt:

1. Det er Gladsaxe kommunes klare hensigt gennem sin indkøbspolitik m.v. at bakke op om rimelige forhold på arbejdsmarkedet. Betyder disse vedtagelser, at Gladsaxe Kommune i forbindelse med rejser for kommunens politikere og ansatte kun anvender flyselskaber, som har tilsluttet sig og overholder FN’s Global Compact, eller selskaber, der er leverandører til SKI – Statens og Kommunernes Indkøbs Service, og som derfor også har tilsluttet sig de beskrevne principper?

Kommunalbestyrelsen i Albertslund vedtog på sit møde 14. april 2015, at “Albertslund Kommune fremover kun køber flybilletter og tilsvarende transportydelser hos selskaber, der opererer i Danmark, hvis de pågældende selskaber har indgået dansk overenskomst eller har løn- og arbejdsforhold for deres ansatte svarende til sædvanlige danske forhold”. Dette har efterfølgende fået Ryanair til at true Albertslund kommune med at anlægge en erstatningssag.

Enhedslisten har derfor spurgt:

2. Vil borgmesteren tage initiativ til at bakke op om Albertslund Kommune i dens vægring mod at bruge et flyselskab, der har til hensigt at undergrave det danske arbejdsmarked og den danske model? F.eks. ved i en pressemeddelelse eller andet at gøre opmærksom på, at Gladsaxe Kommune har en indkøbspolitik, der medfører samme regler og begrænsninger for køb af flyrejser (hvis dette er tilfældet)? Evt. i samarbejde med andre kommuner, der har tilsvarende principper i deres indkøbspolitik?

 

Læs mere om Enhedslistens initiativer i forhold til lavprisflyselskaberne

Trusler fra Ryanair er anti-demokratiske

Støt de ansatte i luftkrigen