Af Signe Rosa Skelbæk, Enhedslisten
I Gladsaxe Kommune har vi en fritidspas-ordning, som går ud på, at børn kan få betalt medlemskab af alle slags foreninger i Gladsaxe Kommune, hvis forældrene ikke selv har råd. Ordningen er genial, for den skal sikre, at børn, uanset økonomisk baggrund, har lige mulighed for at deltage i foreningslivet. Sådan er hensigten i hvert fald. Og det er hamrende afgørende, at børn har mulighed for at deltage i fællesskabet, økonomi må ikke være en begrænsning. Men desværre har vi nogle ret begrænsende regler, når det kommer til, hvordan et barn kan få et fritidspas.
I øjeblikket er det sådan, at det er skolen, der udsteder fritidspasset. Det giver god mening. Men jeg synes, at også, pædagogisk personale, både i klubber, SFO’er og børnehaver, skal have mulighed for at tilbyde fritidspasset. Pædagoger er også eksperter i at se, hvem der er uden for det sociale fællesskab, og de har også et særligt blik for, hvem der kommer fra en familie, hvor ressourcerne ikke nødvendigvis rækker til at få meldt et barn til spejder eller fodbold.
Derfor vil jeg på det kommende møde i Fritids- og Idrætsudvalget stille forslag om, at også pædagogisk personale skal kunne give fritidspasset. I bund og grund handler det om, at flest mulige børn skal inviteres ind i fællesskabet, og det skal vi skabe de bedste betingelser for.
Indlægget er sendt til Gladsaxebladet.