Af Signe Rosa Skelbæk, Enhedslisten
Når man er under to år, så skal man ikke gå i børnehave. Så enkelt er det. Men i Gladsaxe har en række forældre rakt ud til mig og fortalt, at deres barn blev rykket i børnehave længe inden barnet fyldte tre år.
Børnene blev på papiret rykket, fordi de var klar. I praksis vurderede forældrene, at det handlede om logistik i det enkelte børnehus, og det samme hører jeg fra pædagoger på gulvet. Forældrene oplevede ikke, at der fulgte ekstra personale med ind i børnehaven, når barnet flyttede før tid. Selvom loven foreskriver det.
Derfor stillede Enhedslisten forslag om, at der skal være en fast praksis for, hvordan dagtilbuddene sikrer, at der følger ekstra personale med, hvis et barn skal i børnehave før tre år – sådan som loven siger. Og vi foreslog, at forældre skal være enige, for at barnet kan flyttes før tid.
Det er derfor rent spin, når Serdal Benli (SF) siger, at udvalget stemte imod, fordi det vil være at indføre regler for børnehusene. Forslaget handlede om, at vi skal overholde reglerne – både vores egne om, at børn hører til i vuggestuen, til de er tre, og de nationale om, at vuggestuenormeringen følger barnet.
Desværre stod vi alene med ønsket om, at vuggestuebørn bliver i vuggestuen, til både pædagoger og forældre er enige i, at barnet er klar til et skift.