Da Ældrestyrken indtog Refshaleøen

Ældrestyrken var både i “Sahara” og i “Sibirien” den 25. september 2014, da 17 friske deltagere havde sat kursen ud til det gamle B&W på Refshaleøen. Det var en tur med sol, regn og blæst, men humøret fejlede ingenting, og alle fulgte interesserede med rundt på det, der er tilbage af den gamle, stolte arbejdsplads. Turen var inspireret af Ole Nielsens oplæg den 24. april i Borgernes Hus om B&W som politisk arbejdsplads.

Vi stoppede op ved grønsværen, hvor det legendariske marketenderi engang lå, men som desværre brændte ned. Historierne fra dengang lever dog endnu, og igen berettede Ole om tiden, hvor værftsarbejderne ikke blot spiste deres mad her, både den varme som “forloren skildpadde” med det hele, og håndmadderne. De traf også beslutninger ved demokratiske afstemninger om arbejdsnedlæggelser, fremsatte politiske udtalelser, informerede om afgørelser truffet af arbejdernes repræsentantskab, eller overværede kulturelle arrangementer og besøg som f.eks. af kosmonauten Jurij Gagarin.

Ole startede på B&W i 1955 som lærling og sluttede i 1979, men med på turen var også andre deltagere, der havde arbejdet på værftet i deres unge år. Blandt andre Søren Søndergaard, og der opstod dialoger om hændelser på arbejdspladsen. Søren kunne berette om de nyere tider på B&W, om arbejdsprocesserne i hallerne, og om hvordan det var at arbejde på værftet, da det bevægede sig hen mod sin lukning.

Der blev fortalt om de store dokker, hvoraf to endnu er tilbage i henholdsvis arbejdsområderne “Sahara” og Sibirien”. Om hvordan de fungerede, når skibene skulle repareres eller bygges helt op fra grunden, og hvordan tonsvis af vand blev lukket ud og ind. Vi hørte om “Bademesteren”, der fik sit navn, fordi han ville fange de fisk, der blev tilbage, da vandet i en dok var lukket ud. Han gled og faldt, og herefter hed han kun “Bademesteren”.

Tovholderne, der havde arrangeret turen, var godt forberedt på, at vejret på Refshale-øen kan være barskt også i slutningen af september. Derfor var der i forvejen truffet aftale med det holdingselskab, som i dag administrerer Refshaleøen, om at låne et lokale, hvor vi kunne sidde ned og spise vores medbragte frokost. Vi fik ikke blot tiltrængt husly, men også et fint oplæg af Claus Hovmøller Jensen, der er plan- og udlejningschef i selskabet. Han kunne fortælle, at det meste på området nu er udlejet til alle mulige typer firmaer og foreninger, og hvilke tanker og planer der er for fremtidens Refshaleøen. Det indslag var mindst lige så spændende, som turen rundt til de gamle haller og bygninger, og vi kunne kun takke ham for den fine opbakning, vi havde fået på vores henvendelse til selskabet, da vi fortalte, at Ældrestyrken planlagde et besøg på det historiske værftsområde.

Næste møde i Ældrestyrken bliver i Borgernes Hus, Søborg Hovedgade 79, torsdag den 30. oktober kl. 12.00. Emnet er endnu ikke fastlagt.

Tovholderne i Ældrestyrken
Gert, Mogens, Ole og Dorthe