Ældrestyrken så tilbage på modstandskampen

2. Verdenskrig og modstandskampen – er det stadig et emne, der kan fænge? Ja, med Jørgen Tved fra Ældrestyrken i Nordsjælland som oplægsholder, så kan det. Han havde forsamlingen i sin hule hånd, da han besøgte Ældrestyrken i Seniorklubberne i Høje Gladsaxe den 29. oktober og holdt sit oplæg om besættelsen og livet under krigen – en vigtig del af Danmarkshistorien.

Hvorfor kapitulerede vi så hurtigt? Hvordan gik det til, at de tyske soldater næsten uden kamp kunne besætte landet, indtage lufthavnene og totalt overrumple befolkningen? Var regeringen helt uvidende? Var kongen? Jørgen øste ud af sin faktuelle viden, og tro mod den tid, han fortalte om, brugte han ikke digitale hjælpemidler til at illustrere sit oplæg med. Vi fik den ægte vare at se, sad med illegale blade i hænderne, kiggede på rationeringskort og plakater fra den mørke og bitre tid, så på flyveblade og andre nu gulnede tryksager fremstillet af mennesker, der vidste, at det kunne være med livet som indsats, bare det at trykke og distribuere information til befolkningen. Man blev helt andægtig.

Modstandskampen blev en folkets kamp med de mange strejker på trods af regeringens opfordringer til at holde ro og orden, og Jørgen kom også ind på, hvor vigtigt netop enhedsarbejdet var for modstandsarbejdet. I Frihedsrådet fandt der f.eks. ingen afstemninger sted, fordi alle beslutninger blev taget i enighed.
Flere i forsamlingen bidrog med beretninger, fra de selv var børn, om deres forældre, der var aktive i modstandskampen. Alice Lantow fra Tingbjerg fortalte om sin far, der havde et trykkeri og var med til at fremstille de illegale blade.

Vi havde valgt sange fra besættelsestiden, akkompagneret af Nils Petersen på klaver, og startede med Danmarks Frihedssang. Også om den kunne Jørgen fortælle anekdoter både om dens tilblivelse og om dens vej til at blive anerkendt af Frihedsrådet. Det var ikke helt nemt under illegaliteten.

Timerne fløj, og ingen blandt de 24 fremmødte forlangte en pause. Ældrestyrkens motto er: Ældre er ikke en byrde, ældre er en styrke, hvilket Jørgen på 83 til fulde bekræftede. Han øste ud af sin forbavsende store viden om vores historie og detaljer om hændelser og sammenhænge fra en svær tid og både imponerede og forbavsede med sine analyser.

Ældrestyrken mødes igen til årets sidste træf den 26. november kl. 12.00 – igen i Seniorklubberne i Høje Gladsaxe (lige ved siden af den store trappe) – og får os en rar eftermiddag. Programmet ligger endnu ikke helt fast, men det skal nok blive underholdende. Husk tilmelding på [email protected] eller 20476890 senest den 23. november både af hensyn til traktementet og pladsforholdene. Vi kan være maks. 25 i lokalet. Og husk: Man bliver ikke ældre af at være med i Ældrestyrken, til gengæld kan man risikere at blive klogere!

Tovholderne/Ældrestyrken/Enhedslisten i Gladsaxe