Ældrestyrken får et travlt forår

Forhenværende socialminister Bent Rold Andersen trak fulde huse, da han den 31. januar holdt et oplæg om sundhed og livskvalitet på danske plejehjem i Enhedslistens Ældrestyrke i Gladsaxe. Han slog stærkt til lyd for vigtigheden af at give gamle deres roller tilbage, når de kommer på plejehjem, og ikke holde dem passive på grund af stive regler. Bent gav også udtryk for sin glæde over, at Ældrestyrken havde sat fokus på de ældre i partiet og indledt en kampagne for at skabe flere Ældrestyrker rundt om i afdelingerne.

Der blev en fin og livlig debat efter oplægget. En deltager fortalte, at priserne for mad og husleje på plejehjemmene efterhånden er så høje, at nogle ikke har råd til at flytte ind, og at der ikke er penge til andet end det strengt nødvendige for de beboere, der kun har folkepensionen. Derfor satses der stadig mere på frivillig arbejdskraft. Bent blev spurgt om hans egen vurdering af forholdene også for andre grupper i samfundet, og her understregede han, at kun i samfund, hvor der er stor lighed, trives befolkningen, og at der i dag er helt klare tegn på, at det går i den forkerte retning i Danmark.

Det var godt for Ældrestyrken at få sat fokus på den problematik, der findes omkring plejehjemmene, et område, vi hidtil har forsømt. Også i lyset af den forestående kommunal-valgkamp.

I tovholdergruppen blev der sagt farvel og tak for en fin indsats til Inge-Lise Palbo og Willi Bjerregaard, der begge trækker sig, og velkommen til Mogens Steenbuch som ny tovholder sammen med Svend Nielsen, Ole Nielsen og Dorthe E. Harvest . Willi fortsætter i Ældrepolitisk Udvalg.

Ældrestyrken får et travlt forår, idet vi sammen med en brugergruppe går ind i kampen for at bevare Borgernes Hus, som kommunen ønsker at sælge. Samtidig forbereder vi en offentlig konference om Gladsaxe Kommunes ældrepolitik torsdag den 10. oktober 2013 ud over de tre møder, vi holder den 28. februar, den 21. marts og den 18. april. Her bliver oplægsholderne: Vores folketingsmedlem Finn Sørensen, en af vores fem spidskandidater til kommunevalget, Maria Reumert Gjerding, samt forfatter og foredragsholder Hanne Reintoft. Alle møder starter kl. 12.00 i Borgernes Hus. Husk tilmelding til [email protected] eller på 20 47 68 90.

Tovholdergruppen