Solidaritet med de langtidsledige

Læserbrev af Bendt A. Larsen, Enhedslisten

De ansatte på jobcentret i Gladsaxe har for meget at lave, og kontanthjælpsmodtagerne har for lidt at lave. Det stod at læse i Bagsværd-Søborg-Bladet på baggrund af en ny undersøgelse. Det er en ulykkelig situation for alle. Men der kan gøres noget!

Enhedslisten i Gladsaxe foreslog i budgetforhandlingerne en øget indsats for ledige kontanthjælpsmodtagere. Der skulle afsættes 1,8 mio. kr. til fire ekstra jobcenter-medarbejdere indenfor rådgivning, undervisning og sagsbehandling. Et lavere sags-antal pr. ansat har vist sig at være økonomisk rentabelt og give større effekt. Det ville faktisk give en  anslået indtægt på 2,5 mio. ved at flere kom i aktivering eller regulær beskæftigelse, evt. også i fleksjob.

Desværre ønskede budgetflertallet af borgerlige og socialdemokrater ikke at bakke op om dette forslag på daværende tidspunkt.

Nu står kommunen overfor en konkret udfordring og bør genoverveje Enhedslistens forslag.

Ansæt ekstra medarbejdere på jobcentret. Vi må ikke svigte de langtidsledige kontanthjælpsmodtagere.

2. november 2010, Bagsværd/Søborg Bladet