Af Søren Søndergaard, medlem af Folketinget for Enhedslisten og spidskandidat i Gladsaxe
I dag er der præcis 47 dage til, at kriminalpolitiet banker på statsministerens dør med en stævning for grundlovsbrud. Medmindre, selvfølgelig, at han tager sig sammen, trodser de dårlige meningsmålinger og udskriver valg. F.eks. til om 25 dage, hvor vi alligevel skal til urnerne for at afgive vores stemme til EU-parlamentsvalget.
Egentlig synes jeg, at det begynder at blive lidt småpinligt. En ting er, at det er møgirriterende for alle partiaktivisterne, som i månedsvis ikke har kendt deres kalender tre uger frem. Men er det ikke også lidt underligt overfor befolkningen? For snart en måned siden fortalte Lars Løkke i det svensk-norske talkshow “Skavlan”, at valgdatoen var fastsat. “Sólrun ved det også,” sagde han og fortsatte: “Jeg har talt med hende om det. Hun ved alt.”
Nu skal jeg på ingen måde bebrejde statsministeren hans tætte forhold til sin hustru. Det er der sikkert mange ægteskaber, som kunne lære af. Men med al respekt for statsministerens kone, så er det altså ikke kun hende, han er statsminister for. Så måske var det på tide, at han også afslørede valgdatoen for befolkningen.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ser frem til det valg. For det giver os muligheden for at gøre op med mange års borgerlig politik. Det giver os muligheden for at vælge en anden vej. I Enhedslisten kæmper vi for en rød-grøn regering. Derfor siger vi også, at hvis Enhedslisten, Alternativet og SF får flere stemmer end Socialdemokratiet, så ønsker vi en repræsentant for disse tre partier til at lede regeringsforhandlingerne. Der står jo ikke i grundloven, at det absolut skal være en socialdemokrat, som leder regeringsforhandlingerne, og som ender med at blive statsminister.
Det afgør vælgerne på valgdagen. Og hvis vælgerne peger på Mette Frederiksen, så går vi selvfølgelig konstruktivt ind i forhandlinger for at påvirke en sådan regering i rød-grøn retning.
Vi kommer ikke til at stille en masse ultimative krav, og vi forventer heller ikke at få hele vores politik igennem. Men vi forventer, at den regering, som vi skal lægge stemmer til bliver dannet, generelt vil trække i den retning, som vi ønsker.
Ærligt talt: Sporene fra Thorning-regeringen skræmmer. Den ville “videreføre VK-regeringens økonomiske politik”. Og ikke nok med det. Den gennemførte en historisk ulighedsskabende skattereform, hvor skattelettelser for de rigeste blev betalt af nedskæringer for de syge. Den godkendte en lockout af lærerne og gennemtvang et lovindgreb på arbejdsgivernes betingelser. Den sænkede selskabsskatten, men fastholdt dagpengeforringelserne. Og den solgte ud af vores fælles energiselskab til skatteålene i Goldman Sachs.
Vi siger klart: Det kommer ikke til at ske med en regering, som baserer sin eksistens på vores stemmer. Så lad os hellere spørge vælgerne, hvad de mener.
Vi håber, at andre partier også har lært af Thorning-tidens fejltagelser. For der er mere end nogensinde brug for forandringer i Danmark.
Der skal gøres noget ved uligheden. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi i så rigt et land som Danmark skal have over 64.500 børn – heraf over 800 her i Gladsaxe – som vokser op i familier præget af fattigdom. Kontanthjælpsloftet og de andre fattigdomssatser skal væk.
Der skal gøres noget ved klimakrisen. Det er ikke nok med grøn farve på hjemmesiden og planer for, hvad der skal ske, lang tid efter at man selv er gået på ministerpension. Der er brug for en klimaplan med bindende målsætninger, som justeres år for år. Danmark skal være et nul-emissionsland.
Der skal gøres noget ved udhulingen af den offentlige sektor. Alt for mange oplever, at der ikke er nok hænder på hospitalet, på plejehjemmet eller i daginstitutionen, samtidig med at personalet løber stærkere og stærkere. Derfor må vi sikre, at bevillingerne til den offentlige sektor som minimum følger den demografiske udvikling – alt andet vil bare være en skjult nedskæring.
Der skal gøres noget ved den stadig stigende pensionsalder. En 17-årig, der starter i murerlære efter sommerferien, skal arbejde, til han eller hun bliver 75 år. Det er det glade vanvid. Derfor opfordrer vi Socialdemokratiet til at opsige det såkaldte “velfærdsforlig” inden valget og et stop for stigningen i pensionsalderen – ikke om 21 år i 2040, som Løkke taler om, men straks vi får en ny regering efter valget.
Der skal ske en ændring af flygtningepolitikken. Hele ideen om, at jo dårligere vi behandler folk, jo bedre resultater får vi, er absurd. Børnene på Sjælsmark er et hjerteskærende eksempel. Er der nogen, som helt seriøst tror, at noget bliver bedre af at nægte en lille dreng et stykke broccoli eller at forhindre børnene i at lave mad sammen med deres forældre? Afviste flygtningefamilier skal ikke bo i lejre, men udenfor centrene, indtil de kan hjemsendes.
Og det er jo ikke penge, der mangler. Hvis f.eks. kapital- og aktieindkomsten bliver beskattet som lønindkomsten, så giver det 7 milliarder i kassen. Hvis selskabsskatten bringes tilbage til før Corydon, så giver det 5,1 milliarder. Og indfører vi en millionærskat, så kan det indbringe 4,7 milliarder. Vi siger som den norske digter Nordahl Grieg: “Findes der sult og nød, skyldes det svig.”
Når det gælder EU-valget, er det heldigvis ikke Lars Løkke alene, som bestemmer datoen. Så den kender vi: søndag den 26. maj.
Til det valg opstiller Enhedslisten for første gang. I 25 år har vi hver fredag i Folketingets Europaudvalg forsøgt at påvirke EU’s politik i en mere solidarisk, grøn og demokratisk retning. Det vil vi nu også forsøge fra en plads i EU-parlamentet – i tæt samarbejde med andre venstrefløjsgrupper som Venstrepartiet i Sverige, Venstrealliancen i Finland, Venstreblokken i Portugal, Mélenchons parti i Frankrig og Podemos i Spanien.
Og jeg er sikker på, at det også vil ske i et godt samarbejde med vores venner i SF.
For der er virkelig brug for alle gode kræfter til at trække EU i en mere solidarisk retning.
F.eks. på flygtningeområdet. Forleden kunne man i Politiken læse følgende beskrivelse af situationen i en libysk flygtningelejr: “Fanger skydes i benene og får lov til at bløde ihjel. Gravide kvinder bankes med vandslanger og får elektriske stød, hvorefter de aborterer og får besked på at skylle deres børn ud i toilettet. Vagter voldtager kvinder til døde, og mændene i deres celler beordres til at smide ligene ud i ørkenen.”
Det er gruopvækkende læsning. Men set ud fra et politisk synspunkt var de ord, som chefen for Human Rights Watch ledsagede disse beskrivelser med, mindst lige så chokerende. For han anklagede direkte EU for at være medansvarlige: Det er ulovligt at sende migranter tilbage til et farligt land som Libyen. Derfor betaler EU den libyske kystvagt for at gøre det, EU ikke selv må, sagde han og slog fast: “Det er det samme, men gjort indirekte i stedet for direkte.”
Der er i sandhed brug for, at EU fuldstændig ændrer kurs på dette område. Det samme gælder, når vi snakker kampen mod skattely. Det er fint, at EU har oprettet en sortliste over skattely. Men det er rigtig ærgerligt, at den kun må omfatte lande udenfor EU. For nogle af verdens største skattely findes jo netop i EU: Irland, Luxemburg, Holland, Malta og Cypern for nu at nævne de værste. Og det er rigtig ærgerligt, at EU forbyder medlemslandene at afvise firmaer, hvis overskud ender i skattely, fra at byde på offentlige udbud. Når vi skal have løst en opgave her i Gladsaxe, er det så i vores interesse, at vores skattepenge ender i et skattely, hvor der ikke bliver betalt skat af overskuddet? Nej, men det må vi ikke forhindre for EU.
Noget lignende gælder på klimaområdet. Det er godt, at EU har skrevet under på Parisaftalen. Men det er ikke godt, at EU med sin nuværende klimapolitik ikke kommer i nærheden af at opfylde sine egne forpligtigelser under denne aftale. Og det er slet ikke godt, at EU – af hensyn til det indre marked – forbyder landene at gå foran i klimakampen ved f.eks. at stoppe salget af dieselbiler eller benzinbiler, sådan som f.eks. Enhedslisten foreslår i vores klimaplan.
Jo, vi skal gøre alt for at trække EU så langt i en rød-grøn retning, som overhovedet muligt. Men der, hvor det ikke lykkes, skal vi også være klar til selv at træffe de nødvendige beslutninger i Folketinget. For der er rigtig mange ting, som vi selv kan gøre i kampen for klimaet, for velfærden, mod skattely og mod social dumping.
For os er det målsætningen, at Danmarks skal være et foregangsland – også i EU.
Afslutningsvis kommer vi ikke udenom lige at nævne det nye parti, Ram Kurs. For selvom partiet er nyt, så er der ingenting, som kommer af ingenting. Undtagen lommeuld. Og det nye parti ligger da også i en logisk forlængelse af det selvsving, som dansk udlændingepolitik har befundet sig i de senere år. For selvfølgelig kan man ikke have en situation, hvor store partier gør “udlændinge” til Danmarks største problem, hvor en hel regering ihærdigt arbejder for, at vi skal have et “udlændingevalg”, og hvor en minister fejrer udlændingestramninger med kage, uden at der er nogen, som drager konsekvensen og vil smide enhver udlænding ud.
Derfor er det på tide, at vi står op og siger fra overfor generaliseringerne om udlændinge og om muslimer. Ingen mennesker skal gøres ansvarlige for, hvad andre har gjort. Det er den sikre vej ned ad slisken til mørke midt på dagen. Vi skal afvise splittelse og stå på mål for et demokratisk og rummeligt Danmark med plads til forskellighed, så længe den forskellighed ikke går ud over andre. Vi bor her sammen. Alle sammen!
Fortsat god 1. maj.
Søren Søndergaard talte ved Enhedslisten og SF’s morgenmøde på Buddinge Skole.
