Kommunalpolitisk aftale mellem LO, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten i Gladsaxe!

Læserbrev af Flemming Holst, byrådskandidat for Enhedslisten Gladsaxe.

Lidt af en nyhed efter den seneste tids meget aggressive læserindlæg fra SF, men af Enhedslisten meget ønsket.

Hvad står der i aftalen?

Om udbud og udlicitering: Der er enighed om, at udlicitering skal være undtagelsen, at udlicitering ikke skal være en genvej til at forringe løn– og arbejdsvilkår, at undersøge hvorvidt det kan være fornuftigt at tilbageføre udbudte og udliciterede opgaver til kommunal drift.

Om kommunen som arbejdsplads: At alle medarbejdere ansat i Gladsaxe Kommune inddrages i beslutninger vedrørende den kommunale drift, at gå forrest og sikre løbende efter- og videreuddannelse af medarbejdere, at vi vil arbejde for at øge antallet af praktikpladser både ved selv at gå foran, men også ved at stille samme krav til kommunens leverandører.

Om klima og trafik: Der skal sættes ekstra skub i klimarenovering af offentlige bygninger, samt at vi vil arbejde for en stærkt forbedret og billigere kollektiv trafik.

Om velfærd: At kommunen skal være garant for at sikre de af kommunens borgere, der ikke selv har tilstrækkelige ressourcer, at handicap og psykiatriområdet skal prioriteres, at renoveringen og moderniseringen af skolebygningerne skal færdiggøres og fortsættes.

Aftalen ER underskrevet og peger i den rigtige retning for de næste 4 år. Flertallet bestående af Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet bliver aktivt til gavn for almindelige borgere i kommunen.

MEN – MEN – MEN desværre for Gladsaxe-borgerne er aftalen underskrevet i København og ikke i Gladsaxe. Men vi kan da stadig nå det som Gunnar Svendsen, SF, skrev i sidste uges indlæg: ”ikke et eneste af alle de utallige gode forslag eller en eneste af de gode beslutninger, som Enhedslisten remser op i sidste uges læserbrev her i bladet, var blevet til noget som helst, hvis ikke SF i samarbejde med andre ansvarlige partier havde stemt for dem.”!

Ganske rigtigt – lad os komme i gang og bruge et enestående stort venstrefløjsflertal, ligesom de ser ud til at ville gøre i København!

Oktober 2009, Bagsværd/Søborg Bladet

Flemming Holst