Vi skal omstille vores transportsystem

Af Maria Reumert Gjerding, kandidat for Enhedslisten

Der har i de seneste måneder udspillet sig en livlig debat om letbanen i Gladsaxebladet. Det er tilsyneladende faldet de Konservative for brystet, at man vil sikre et massivt løft af den kollektive transport ved at etablere en letbane med 5 minuttersdrift langs Ring 3. Og det i en sådan grad, at de nu mobiliserer til demonstration om emnet.

For de konservative giver det mere mening at kaste sig ud i et underjordisk og mange milliarder dyrere metrobyggeri. Jeg skal undlade at gøre mig klog på, hvilken borgerlig logik der ligger bag det forslag, blot konstatere, at for Enhedslisten stopper de trafikpolitiske visioner ikke ved letbanen langs Ring 3.

Vi arbejder for en letbane fra Buddinge Station, langs Søborg Hovedgade og videre ind over Nørrebro til centrum. Denne letbane kan finansieres i samarbejde med Københavns Kommune, bl.a. ved at droppe havnetunnelen.

Udover letbanen har vi også en lang række andre konkrete forslag til, hvordan den kollektive transport kan forbedres i Gladsaxe. For os er det en væsentlig politisk opgave at sikre, at den kollektive transport bliver et reelt alternativ til bilen, for vi skal have omstillet vores transportsystem.

Luftforurening fra trafikken resulterer hvert år i flere tusinde tilfælde af astma, bronkitis og for tidlig død. Luftforureningens omkostninger for samfundet løber op i milliarder.

Det er en stor opgave der ligger foran os. En opgave, der kræver modige og visionære politikere, og som, når den er løst, har mange fordele, både for sundheden, miljøet og klimaet.

Indlægget blev bragt i Gladsaxeblade den 22. oktober 2013.