Mennesker, der er trængte på grund af sygdom, funktionsnedsættelse, arbejdsløshed eller permanent ophør på arbejdsmarkedet, bør hjælpes til at kunne opretholde et trygt og anstændigt liv.
Gladsaxe skal sikre borgerne mulighed for at få en let tilgængelig, professionel og korrekt vejledning om muligheder og rettigheder, bl.a. om relevante tilskud og støtteordninger. Kommunen skal især gøre en indsats over for borgere, som er på vej mod de lave kontanthjælpssatser, så de enten får et reelt jobtilbud eller det rigtige tilbud om uddannelse eller opkvalificering.
Sagsbehandlingen skal være sammenhængende og uden unødigt bureaukrati, så borgeren kan bruge sine resurser på at forbedre sin situation. Mennesker, der er kommet i en vanskelig situation, skal mødes med respekt og samarbejde, med fokus på et fælles mål.
I den kommende byrådsperiode vil Enhedslisten arbejde for:
- at kamp mod ulighed på alle niveauer bliver et centralt tema i lokal gladsaxepolitik.
- at der sikres en koordineret sagsbehandling, så unødig ventetid og bekymring undgås.
- at øge kvaliteten i sagsbehandlingen, blandt andet gennem færre sager pr. sagsbehandler.
- at jobcentrets medarbejdere ud over viden om lovgrundlag også har en vis viden om psykiske og fysiske sygdomme og deres konsekvenser for et aktivt liv.
- at jobcenterets medarbejdere via efteruddannelse og supervision kan yde en respektfuld og anerkendende indsats over for ledige og syge borgere.
6.1. Voksne med handicap
Borgerens selvbestemmelse og medbestemmelse skal respekteres, og hjælpen gives med udgangspunkt i den enkeltes resurser, behov og ønsker. Det enkelte menneske skal have stor indflydelse på, hvor meget, hvordan og hvornår tilbuddene gives – også når det drejer sig om forebyggelse og træning.
Enhedslisten er positiv over for brugen af hverdagsteknologi og målrettet træning med sigte på at gøre borgeren i stand til at klare flere opgaver selv, så længe det foregår ad frivillighedens vej og i et samarbejde, der sikrer, at borgeren rent faktisk har gavn af teknologien. Men hverdagsteknologi må aldrig misbruges til at forringe den menneskelige kontakt og omsorg over for mennesker, som er plagede af ensomhed, angst eller utryghed.
Mennesker med fysisk, psykisk eller sociale funktionsnedsættelse har krav på hjælp fra veluddannet personale. Den frivillige indsats kan være et godt supplement, ikke mindst til at skabe netværk og øge livskvaliteten hos den enkelte. Men den kan og må ikke træde i stedet for det professionelle personale.
I den kommende byrådsperiode vil Enhedslisten arbejde for:
- at det offentlige rum gøres mere handicapvenligt, herunder at veje og trafikforhold forbedres, så det bliver lettere for borgere med funktionsnedsættelser at komme rundt i kommunen.
- at der er højt kvalificeret personale til at sikre rettidig, tilstrækkelig og respektfuld hjælp til borgere med særlige behov.
- at sagsbehandling foregår i tæt samarbejde med borgeren med funktionsnedsættelse samt pårørende.
- at der afsættes tilstrækkelige resurser så borgere ikke oplever lange ventetider i uvished; der skal være større sammenhæng i indsatsen og færre skift mellem socialrådgivere og andre fagpersoner, og der skal med jævne mellemrum følges op.
- at der oprettes handicapvenlige boliger/bofællesskaber tilpasset forskellige målgrupper, som har råd til at bo i dem.
- at kommunen øger indsatsen for oprettelse af fleksjob – både i kommunen og på de lokale arbejdspladser.
6.2. Ældre
Med den nye ældrelov, som træder i kraft i juli 2025, og den nye sundhedslov vil der også i Gladsaxe i de kommende år ske store ændringer for de ældre medborgere, der modtager hjemmehjælp, genoptræning m.m., og for de medborgere, der bor i kommunens plejeboliger.
Enhedslisten står uden for ældreloven. Loven indeholder positive aspekter som selvstyrende teams i hjemmeplejen, selvbestemmelse og respekt for den enkelte ældres behov og ønsker samt tillid til medarbejdernes faglighed og ønsket om at fjerne unødigt bureaukrati. Men den stiller også skrappe krav til en øget privatisering og udlicitering inden for hele ældreområdet, hvilket vi er modstandere af.
Enhedslisten støtter, at der ydes kvalificeret genoptræning og hjælp til selvhjælp til de ældre og andre hjemmehjælpsmodtagere, der selv ønsker det. Men det er helt afgørende, at rehabilitering og genoptræning sker ud fra den ældres egne ønsker og behov.
Indsatsen for forebyggelse af ensomhed blandt ældre skal fortsætte. Medarbejderne i hjemmeplejen skal løbende uddannes i at opspore ensomhedsproblemer hos den enkelte ældre. Der skal tilbydes konkret vejledning om aktiviteter sammen med andre for at komme ud af ensomheden i dagligdagen.
I plejeboligerne skal der være tid og plads til menneskelig kontakt, pleje og omsorg for den enkelte beboer. Det kræver bedre personaleopnormeringer og efteruddannelse af medarbejderne i plejeboligerne. Det er en udfordring, at det i de kommende år vil blive sværere at rekruttere uddannet personale. Derfor er det vigtigt, at Gladsaxe for at tiltrække og uddanne medarbejdere fortsætter med at tilbyde elevløn allerede under uddannelsen. Der skal bruges flere resurser på sprogundervisning for de medarbejdere, som har behov for det. Specielt inden for hele demensområdet er der brug for mere uddannet personale til den personcentrede omsorg for den enkelte ældre med demens. Derfor vil vi arbejde for, at der afsættes resurser til særlig efteruddannelse inden for dette område.
Det følger af ældreloven, at ældre medborgere fremover skal kunne vælge mellem et kommunalt tilbud og et i privat regi. Det gælder alt fra rengøring til helhedsorienteret pleje samt fx genoptræning og fysioterapi. Desuden gælder det også i valget mellem plejeboliger, private friplejehjem eller lokalplejehjem.
Udliciteringen til private aktører betyder risiko for øget social ulighed, så de mere velhavende ældre kan tilkøbe sig ekstra ydelser, mens ældre, der kun har deres folkepension og ATP må nøjes med mindre. Enhedslisten vil i Gladsaxe udfordre hele privatiseringstanken og kæmpe for, at ældreområdet forbliver kommunalt på fællesskabets hænder.
Enhedslisten vil arbejde for:
- at der bliver ansat mere uddannet personale i plejeboligerne, herunder demensområdet, og at der bliver sørget for efteruddannelse og uddannelse i forbindelse med fastholdelse af medarbejdere og rekruttering af medarbejdere til plejeboligområdet og hjemmehjælpen.
- at der bliver ansat flere aktivitetsmedarbejdere til musik/musikterapi og andre sociale aktiviteter.
- at der for at undgå utrygge eller farlige situationer er mere personale under vagtskifterne og i nattevagterne på demensafsnittene og i plejeboligerne.
- at robotstøvsuger, skærmbesøg og lignende skal være frivillige tilbud og bruges til at give mere plads til menneskelig kontakt.
- at der tilbydes hjælp og vejledning i brugen af lovbestemte borgerrelateret digital kommunikation som: kommunens hjemmeside, Mit-ID, e-Boks, borger.dk, adgang til netbank, udlån/aflevering af biblioteksbøger, m.m.
- at ældre medborgere og deres pårørende vejledes i deres rettigheder i forhold til adgangen til: omsorgstandpleje, hjælpemidler, genoptræning og rehabilitering, sundhed, økonomi osv.
- at klippekortordningen til beboerne i kommunens plejeboliger fastholdes.
- at rehabilitering altid bør være frivillig, og at en afvisning af rehabilitering ikke må føre til reduktion eller fjernelse af hjemmehjælpstimer.
- at målgruppen for omsorgstandpleje udvides.
6.3. Det nære sundhedsvæsen
I Gladsaxe får vi et Sundhedshus. Det er centralt, at borgerne i Gladsaxe rent faktisk oplever, at huset bringer sundhedsvæsenet nærmere. Sundhedshuset skal bruges aktivt til at mindske uligheden i sundhedssystemet, og det skal prioritere en forebyggende sundhedsindsats.
I den kommende byrådsperiode vil Enhedslisten arbejde for:
- at det kommende sundhedshus skal være tilgængeligt og attraktivt også for borgere med handicap.
- at kommunen for at modvirke ulighed i sundhed udnytter alle muligheder for at yde støtte til medicinudgifter og tandlægeudgifter for lavindkomstgrupper.
- at kommunen fastholder og udbygger brugen af sundhedsambassadører fra de etniske minoriteter og oplysning om sundhedstilbud og forebyggelse af sygdomme på de mest udbredte fremmedsprog.
- at kommunen sikrer professionel tolkebistand ved lægebesøg og indlæggelser, hvis det er nødvendigt for at sikre vigtig kommunikation om den korrekte diagnose og behandling.
- at der for at styrke sociale fællesskaber og modvirke ulighed i sundhed ydes støtte til billige folkekøkkener i de udsatte boligområder med inddragelse af borgerne.
5. Kultur og idræt ← → 7. Tid til mere – på et rummeligt arbejdsmarked
