5. Kultur og idræt

Enhedslisten ønsker et levende Gladsaxe, hvor mennesker i alle aldre kan føle sig hjemme. Det kræver, at kommunen stiller nogle gode tilbud til rådighed inden for kultur og idræt, og at der samtidig gives plads til det selvorganiserede kulturliv. Derfor skal kommunen både sikre gode kultur- og idrætsaktiviteter for dem, der er aktive i det organiserede foreningsliv, og for dem, der ikke vil eller kan forpligte sig til kontingenter og klubaktiviteter.

Enhedslisten finder både bredde og elite vigtige i idræts- og kulturlivet. Vi ønsker, at der skal være en balance, sådan at der skabes et samspil mellem de to, hvor de inspirerer, hjælper og motiverer hinanden gensidigt.

Gladsaxe mangler øvelokaler og lokaler til brug for de mange foreninger i kommunen.

I den kommende byrådsperiode vil Enhedslisten arbejde for:

  • At kultur- og idrætsfaciliteter planlægges bæredygtigt og således, at de er sikre at anvende for brugerne.
  • at brugerbetalingen til kommunale fritidsaktiviteter kan nedsættes for familier med lav indkomst, på samme måde som fripladsordningen i daginstitutionerne.
  • at foreninger, der viser et socialt ansvar ved at holde kontingentet lavt, ikke straffes med et lavere deltagertilskud.
  • at der etableres flere lokaler, der kan anvendes af de lokale foreninger.
  • at der etableres flere øvelokaler til musik både for unge og ældre.
  • at der udbygges et konsulentkorps, som kan hjælpe de mange frivillige foreningsledere med de problemer og udfordringer, som de bliver stillet overfor i det daglige arbejde i idrætsforeningerne, fx i forhold til unge med problemer.
  • at kulturtilbud bruges til at støtte socialt udsatte og sårbare børn og unge, ved at koble kultur, socialpolitik og integration.
  • at fritidspasset forlænges, så det er muligt at få efter sjette klasse.
  • at Byens Arena udvikles, så der bliver flere overdækkede og afskærmede områder og siddepladser; der skal skabes rum, der indbyder til forskellige aktiviteter.
  • at bibliotekerne sikres midler til at fortsat at kunne formidle kultur og viden til alle i form af gratis tilbud og aktiviteter for børn, unge og voksne plus kulturelle arrangementer til overkommelige priser.

 

4. Bedre vilkår for familier og børn ←          → 6. Tryghed for alle