3. Et bedre bymiljø

3.1. Bæredygtig byudvikling

I disse år skyder der både ny boliger og nyt erhvervsbyggeri op rundt omkring i kommunen. I Enhedslisten er vi åbne over for denne udvikling – men vi stiller også krav til den. Hvis Gladsaxe forsat skal være en god kommune at bo i, så skal byudviklingen planlægges nøje.

Der skal ikke bygges nyt på vore grønne områder. Men vi kan godt gå ind for omdannelse af ældre industriområder til boliger og nye erhverv, hvis der planlægges bæredygtigt. Nye kvarterer skal etableres som lavenergibyggeri med solceller, grønne tage og opsamling af regnvand til byrum, der inviterer til ophold og aktivitet.

Når letbanen snart åbner langs Ring 3, giver det mening at bygge tættere i de stationsnære områder. Når der bygges boliger og erhverv tæt på den kollektive transport, kan der samtidig afsættes mindre areal til bilparkering. I eksisterende boligområder foreslår vi flere delebiler, så parkeringsarealet kan mindskes til fordel for grønne, rekreative fællesarealer og sociale faciliteter.

I tråd med kommunens Trafik- og Mobilitetsplan ønsker vi samtidig at prioritere bløde trafikanter, fx fodgængere og cyklister, frem for biler. Vi arbejder for at fremme vedtagelsen af tiltag, der støtter dette mål. Det inkluderer blandt andet de nye planer om zoner omkring skoler, boligøer med lav hastighed, og stop for gennemkørende trafik, som skal skabe mere sikre og bæredygtige boligområder.

I den kommende byrådsperiode vil Enhedslisten arbejde for:

  • at helhedsplaner og lokalplaner tager udgangspunkt i mennesker og byliv før biler, for at skabe mere levende, trygge og bæredygtige lokalområder.
  • at der skabes flere attraktive grønne torve og steder med plads til social aktivitet i de forskellige lokalområder.
  • at der sker en fortsat udbygning af gang-, motions- og cykelstier mellem kommunens grønne områder.
  • at der skabes større variation i beplantningen langs veje og pladser.
  • at der i højere grad tages hensyn til bevaring af kulturhistorisk værdifulde bygninger.
  • at der bliver afsat flere resurser til et klimasamarbejde mellem kommunen og boligselskaber, som sikrer, at flere boligforeninger kommer i gang med at energirenovere og opsætte solceller.

3.2. Boligpolitik

Gladsaxe er en mangfoldig kommune. Her skal fortsat være plads til alle – også til dem, der ikke har råd til en dyr ejerbolig. Derfor er Enhedslisten imod nedrivning af alment boligbyggeri, salg til ejerboliger og opførelse af ejerboliger i de almene boligforeninger. Vi ønsker tværtimod flere almene boliger og bofællesskaber.

Enhedslisten støtter arbejdet med sociale indsatser i almene boligområder. Vi er kritiske over for såkaldt fleksibel udlejning, der bl.a. giver ressourcestærke borgere fortrinsret til almene boliger. Det er problematisk som redskab til at løse boligsociale udfordringer, for udsatte borgere har også ret til en bolig. Som minimum skal de mennesker, der ikke får den bolig, de står først i køen til, sikres ret til en anden bolig, så de ikke kommer til at stå længere tid på venteliste. Alternativt kan man reservere en andel af de ledige boliger i de øvrige boligområder til udsatte borgere.

I den kommende byrådsperiode vil Enhedslisten arbejde for:

  • at der bygges flere almene boliger og lejeboliger i kommunen og etableres flere ældre- og tilgængelighedsboliger, når det kan ske ved byomdannelse og med krav til kvalitet og bæredygtighed.
  • at der reserveres mulighed for oprettelse af bofællesskaber i de nye boligområder, da bofællesskaber er svære at etablere i de eksisterende boligafdelinger.
  • at antallet af ungdomsboliger og små billige boliger i kommunen fastholdes eller øges, så længe der er et stort behov.
  • at give mulighed for flere mindre boliger i form af dobbelthuse eller tofamilieshuse i villakvartererne for at få mere blandede boligområder inden for de eksisterende byggerammer.
  • At der i nye boligområder stilles krav om udearealer på mindst 40% af boligarealet, der opfylder støjkravene, og med en biofaktor på mindst 0,5 ligesom i villakvartererne.
  • at Gladsaxe Kommune bevarer og renoverer de eksisterende bygninger og tænker kreativt i forhold til nye anvendelser – i stedet for at rive ned og bygge nyt.

3.3. Trafik

Enhedslisten arbejder for en billigere og mere effektiv kollektiv trafik, og gode, trygge forhold for cyklister, så det er nemt for de fleste at klare sig i hverdagen uden bil – og nemmere at komme frem for dem, som ikke kan undvære en bil. Biltrafikken er vokset i de sidste 10-15 år til skade for klimaet og med deraf følgende øget trængsel, støjbelastning og usikkerhed på vejene. Derfor støtter Enhedslisten kommunens Trafik- og Mobilitetsplan, som prioriterer fodgængere og cyklister over biler. Vi vil, for at gøre det sikkert for børnene at gå og cykle, arbejde for, at planerne om zoner omkring skolerne med regulering af biltrafikken virkeliggøres hurtigst muligt. Vi vil også arbejde for såkaldte bolig-øer, med lav hastighed og stop for gennemkørende trafik, som skal skabe mere sikre og bæredygtige boligområder.

Der er stor trafikal belastning i Gladsaxes erhvervskvarterer. Målinger viser imidlertid, at 10 til 25 % af bilturene i hhv. morgen- og eftermiddagsmyldretiden er på under 5 km. Derfor er der stort potentiale for at få flyttet flere fra bilerne over på cykelstierne og i den kollektive trafik, hvis kommunen og virksomhederne arbejder sammen om det.

Cyklen er det mest grønne transportmiddel, og derfor skal Gladsaxe fortsætte arbejdet for at blive en endnu bedre kommune for cyklister generelt og især sikre, at børn og unge ser cyklen som det naturlige transportmiddel.

Omfanget af vejarbejde i Gladsaxe er tæt på smertegrænsen. Heldigvis er arbejdet med Letbanen snart slut. Men det vil fortsat være nødvendigt at grave nye fjernvarmeledninger ned og forbedre vores kloaksystem. Dertil kommer mindre arbejder med fx fibernet eller reparation af ledningsbrud. Det er ting, som kommunen ikke kan afvise eller udsætte.

Derimod kan og skal den kommunale administration sætte mere ind med kontrol og tilsyn. Det handler både om at overholde tidsfrister, sikre ordentlig skiltning, sikre passager for cyklister og fodgængere samt ordentlig renholdelse og sikring omkring byggepladser og opgravninger.

I den kommende byrådsperiode vil Enhedslisten arbejde for:

  • at binde kommunen bedre sammen med kollektiv transport og øge antallet af afgange og stoppesteder, så det er nemt at komme frem.
  • at forbedre vilkårene for cyklister med flere og bedre cykelstier og cykelparkeringer.
  • at indføre lavere hastighedsgrænser på vejene af hensyn til støj og trafiksikkerhed.
  • at indføre busbaner på de større veje, så busserne kan komme hurtigere frem.
  • at indføre bilfrie og trafiksikre zoner ved skolerne om morgenen, når eleverne møder i skole.
  • at begrænse den gennemkørende trafik i boligkvartererne.
  • at fremme delebilsordninger centrale steder i kommunen.
  • at sænke billetpriserne og forbedre den kollektive trafik i hele hovedstadsregionen mellem S-togenes fingre og at der indføres kørselsafgifter, hvor alle indtægterne går til forbedring af den kollektive trafik.
  • at der indføres skærpede parkeringsnormer i de stationsnære områder, inklusive erhvervskvartererne.
  • at der fortsat arbejdes med støjdæmpende foranstaltninger ved de store hovedfærdselsårer.
  • at kommunen går imod planer om nye motorveje og andre udvidelser af statsvejene i Gladsaxe og resten af regionen, fx udbygning af Ring 4 og en ny Ring 5.

 

2. Et grønnere Gladsaxe ←          → 4. Bedre vilkår for familier og børn