Vi skal deles om arbejdet, i stedet for at nogle arbejder alt for meget, mens andre ikke kan få et job. Samtidig er kortere arbejdstid en måde at vise ansvarlighed overfor fremtidige generationer og solidaritet med folk i den fattigere del af verden.
Af Trine Henriksen, Enhedslisten
Parolen for vores lokale arrangement er Global solidaritet. Derfor vil jeg starte i en lidt anden ende af verden, end den kommunale, hvor jeg plejer at bevæge mig.
For en uge siden var det 4-årsdagen for ulykken på Rana Plaza i Bangladesh, hvor over 1100 tekstilarbejdere blev dræbt, da fabrikken styrtede sammen. Ulykken satte fokus på de horrible arbejdsforhold, som findes i beklædningsindustrien i Bangladesh og mange andre tredjeverdenslande.
Det er forhold som betyder noget særligt for mig, fordi jeg selv har arbejdet mange år i beklædningsindustríen. Jeg var aktiv i fagforeningen, hvor vi arbejdede vi meget for at forbedre arbejdsmiljøet. Det handlede det om bedre stole og arbejdsstillinger, effektiv udsugning af støv og dampe, og frem for alt for at begrænse det ensidige gentagende arbejde, der nedslider folk alt for hurtigt.
Det lykkedes at forbedre arbejdsmiljøet og reducere det ensidigt gentagende arbejde – men mange af de forbedringer forsvandt, når produktionen blev flyttet til andre lande med lavere løn. Først til Portugal og Sydkorea, så til Polen og de baltiske lande, og nu er det så mest i Asien og Afrika.
Så her kæmper fagforeningsfolk imod nogle endnu ringere løn- og arbejdsforhold, end vi havde. Og deres indsats sker ofte under meget vanskeligere betingelser, hvor de risikerer vold og trusler, fængselsstraffe og i værste fald drab.
De fortjener vores solidaritet og støtte til deres modige kamp!
Selv om den faglige kamp herhjemme – heldigvis – foregår under fredeligere betingelser, så har den ikke mindre betydning.
For 10 dage siden var vi mange, der ventede i spænding på resultatet af urafstemningen på det private arbejdsmarked. I de sidste dage inden afslutning af urafstemningen var der stigende bekymring i fagbevægelsens top for, om det skulle ende med et nej til overenskomsterne, som kunne udløse en storkonflikt.
Det blev der som bekendt ikke. Det samlede resultat blev, at 57% stemte Ja. Men store forbund som 3F, NNF og Malerforbundet stemte nej, og andre forbund i byggebranchen havde høje nej-procenter.
Årsagen til den store modstand var især muligheden for systematisk planlagt arbejdstid på 42 timer i længere perioder. Er det nu et problem? Arbejdstiden er jo stadig 37 timer, i gennemsnit over et år.
Ja, det er det! Hvis man f.eks. har et hårdt fysisk arbejde i højt tempo, så er det ekstra hårdt at skulle arbejde 42 timer om ugen i lange perioder – uanset at man senere kan afspadsere.
I fag med udpræget sæsonarbejde vil man ikke få meget glæde af afspadseringen, fordi arbejdsgiverne kan bestemme at den skal afholdes i de perioder, hvor man alligevel ville være blevet sendt hjem på dagpenge. Og for mange børnefamilier og især enlige forældre, vil perioder med 42 timer også være et stort problem. Jeg husker stadig, hvor meget det betød i hverdagen, da arbejdstiden blev sat ned fra 40 til 37 timer.
Øget arbejdstid er simpelthen den helt forkerte vej at gå!
Vi har mange arbejdsløse, der mangler et job. Og mange, der ikke kan klare sig på det pressede arbejdsmarked med højt tempo og stigende krav.
Vi har mange mennesker, der kæmper med stress på arbejdet, og endnu flere, der er sygemeldt med stressrelaterede sygdomme. Og vi har mange mennesker, der må søge førtidspension på grund af nedslidning eller må kæmpe sig igennem deres sidste arbejdsår på smertestillende medicin.
Det er fuldstændig uholdbart og skriger til himlen. Derfor vil Enhedslisten gerne skubbe til debatten om 30-timers arbejdsuge.
Vi skal deles om arbejdet, i stedet for at nogle arbejder alt for meget, mens andre ikke kan få et job!
Der er også andre vigtige grunde til, at vi skal sætte arbejdstiden ned.
Vi kan producere de ting, vi har behov for, på langt kortere tid end for 30 år siden. Derfor har de fleste i vores del af verden oplevet en fremgang i materiel levestandard.
Fremgangen har ganske vist været meget ulige fordelt, både mellem forskellige lande og indenfor vores egne grænser. Og uligheden er stigende. Men samlet set er der sket en stor økonomisk vækst, og hvis det står til samfundets ledende kræfter og liberalismens økonomer, så skal vi fortsætte denne vækst ud i al fremtid, hvis vi skal klare os i konkurrencen.
Det holder selvfølgelig ikke.
Jordens ressourcer er begrænsede, og klimaforandringerne truer med at skabe voldsomt forringede livsbetingelser på Jorden. Værst går det ud over den fattigste del af verden. Vi er nødt til at få en mere retfærdig og bæredygtig fordeling af jordens ressourcer, så vi alle kan leve et godt liv.
Kortere arbejdstid i stedet for yderligere reallønsfremgang – bortset fra de lavtlønnede grupper – er en måde til at få øget livskvalitet, uden at trække mere på Jordens ressourcer.
Kortere arbejdstid er derfor også en måde at vise ansvarlighed overfor fremtidige generationer og solidaritet med folk i den fattigere del af verden!
I Gladsaxe vil vi fremsætte forslag til de kommende budgetforhandlinger om at gennemføre et forsøg med 30-timers arbejdsuge på en kommunal arbejdsplads. Det skal ske med fuld løn- og personalekompensation, så arbejdstempoet skal naturligvis ikke bare skrues i vejret. Det kan I høre mere om i den kommende tid, og på et debatmøde den 16. maj, med deltagelse af bl.a. Dennis Kristensen (FOA) og Winni Axelson (HK Kommunal i Hovedstaden).
Når man ser nogle af de ting, som sker i verden i dag, med krig, klimaforandringerne som allerede er i gang, og når despoter som Trump og Erdogan får mere magt – så kan man godt nogen gange være ved at miste modet, og tænke: Hvordan kan vi gå op imod det?
Når vi oplever regeringens angreb på det sociale sikkerhedsnet, som vi har vænnet os til at tage for givet, og de angreb på syge, kontanthjælpsmodtagere og flygtninge, og med det højreskred vi oplever i dag, kan man godt ind i mellem føle, at al den tid, man bruger på møder og aktiviteter, er spildt og ikke nytter noget.
Men så giver det energi at tænke på alle de andre mennesker i hele verden, som også arbejder for at forandre verden.
Som vores kammerater i HDP og andre demokratiske kræfter i Tyrkiet, som lige nu oplever voldsomme overgreb, men som til trods for helt udemokratiske forhold og massivt pres var tæt på at få et flertal for nej i afstemningen om mere magt til Erdogan.
Eller bevægelser som Podemos i Spanien, der har haft stor succes med at samle venstrefløjen til modstand mod en økonomisk politik, der skaber stor arbejdsløshed og fattigdom.
Vi har også brug for en stærk venstrefløj herhjemme, hvis vi skal sikre, at vi ikke bare får en ny statsminister efter næste valg, men også en helt anden politik.
Vi ønsker en politik, der vil mindske uligheden i stedet for at øge den. Som vil forbedre den sociale tryghed og afskaffe fattigdomsydelserne. Som vil styrke den kollektive velfærd, og føre en aktiv indsats mod klimaforandringerne.
Så selv om det indimellem kan føles op ad bakke, så er det godt at benytte 1. maj til at minde hinanden om, at vi ikke står alene.
Rigtig god 1. maj!