Det har været en lang og kold vinter. Faktisk den koldeste i mange år. Måske nogle af jer ligefrem har længtes efter lidt af den globale opvarmning, som der snakkes så meget om.
Til jer vil jeg sige: I har kun set toppen af isbjerget!
Den globale opvarmning er et faktum. 2016 og 2017 var de varmeste år, som er blevet målt siden 1880, altså i 137 år. De fem varmeste år er alle målt siden 2010.
Og nye studier viser, at den globale opvarmning og den øgede CO2-koncentration kan føre til meget koldere klima i Skandinavien og Nordeuropa før vi regnede med. Golfstrømmen, som transporterer varmt vand fra troperne op på vores breddegrader, svækkes hurtigere end forventet og er den svageste i 1600 år. Hvis den udvikling fortsætter, så kan jeres børn og børnebørn godt begynde at undersøge asylmulighederne sydpå – og bede til, at dem dernede ikke har lukket deres grænser.
Den udvikling ændres ikke af, som Venstre har gjort, at skifte farven på deres hjemmeside fra blå til grøn. Den ændres ved at bekæmpe årsagerne til klimaforandringerne. Ikke om 50 år, ikke om 30 år, men her og nu!
—
Heldigvis har vi haft noget at varme os på i den kolde tid. For det er da en fuldstændig fantastisk og forrygende mobilisering, som de offentligt ansatte har gennemført. Med store tillidsmandsmøder i hele landet, med demonstrationerne foran rådhusene og med døgnvagt foran forligsinstitutionen i København.
Og det har I gjort på trods af, at I var truet med den største lockout i mands minde. Den blev vedtaget i Kommunernes Landsforening og Danske Regioner – ikke bare af de borgerlige, men også af Socialdemokraterne. Vi i Enhedslisten stemte imod. For der er intet i den danske model, som kræver, at de offentlige arbejdsgivere skal true med en lockout, som er mange gange større end fagforeningernes strejkevarsel. Det er alene et politisk valg!
Lønmæssigt er resultatet af overenskomstforhandlingerne godt. Det manglede da også bare. Både de privatansatte og de offentligt ansatte blev under krisen spist af med ingenting. Skulle der så ikke være råd til forbedringer nu, hvor statens overskud er langt højere, end regeringen selv havde forventet? Og hvor de store selskaber vælter sig i penge? Bare tag Danske Bank. De havde sidste år et overskud på 20 milliarder kroner. Det er 55 millioner kroner om dagen eller mere end 2 millioner kroner i overskud i timen.
Der er bestemt elementer i forliget, som kunne være kønnere. Jeg forstår ikke, at man skal betale for at kunne beholde en frokostpause, som man altid har haft. Og jeg forstår helt sikkert lærernes frustration over fortsat at skulle arbejde under den uanstændige arbejdstidsaftale, som Helle Thorning-regeringen gennemtvang med lov 409.
Men uden den fælles mobilisering på det offentlige område ville resultatet ikke have været i nærheden af det, vi står med i dag. Derfor bør de sidste måneder være en inspiration for kommende overenskomstforhandlinger – både i den offentlige og i private sektor. Også til, hvordan man yderligere sikrer sammenholdet og solidaritet. Er det ikke på tide, at vi begynder at rejse krav om lige store lønstigninger i kroner og øre? Det vil mindske uligheden og lønforskellene i stedet for lønstigninger i procent, som fastholder og øger uligheden. Prisen på mælk og brød stiger jo lige så meget for en lavtlønnet SOSU, som for en højtlønnet akademiker.
—
Når alt det er sagt, så bliver vi også nødt til at nævne, at der er offentligt ansatte, som ikke har bidraget til det resultat, som er blevet opnået. Det gælder de uorganiserede og dem i de forskellige gule fagforretninger.
Da formanden for den såkaldte kristelige fagbevægelse, KRIFA, blev spurgt om, hvordan hans medlemmer skulle forholde sig under en konflikt, så svarede han: ”Vi fortæller dem, at de ikke kan strejke, men at det overenskomstresultat, der nu bliver forhandlet, også vil gælde for dem”.
Det kan ikke siges mere præcist: Nyde uden at yde! Kort sagt: En nasserøv!
Det fænomen var også kendt i arbejderbevægelsens barndom i 1870’erne, hvor omgangsskruen blev opfundet. Den bestod i, at svendene hos én mester gik i strejke og så fik støtte fra svendene hos alle de andre mestre i området. Når den strejkeramte mester havde bøjet sig, gik man videre til den næste mester. Den solidariske omgangsskrue sikrede mad på bordet og tålelige arbejdsforhold. Og hvis nogen svende nægtede at bidrage, så blev de kaldt skruebrækkere.
Det er det, de er, de uorganiserede: Skruebrækkere! Nogle af usolidarisk politisk overbevisning. Andre for nærigt at spare lidt penge på kontingentet. Men der er også mange, der er det, fordi de ikke ved bedre. Som ikke kender forskel på en rigtig fagforening og så de private pengemaskiner uden forhandlingsret. Og her er det jo os, som har været for dårlige til at forklare, at intet er kommet af sig selv, hvis ikke det havde været for den organiserede fagbevægelse. Og at intet af det vundne forbliver vores uden vores fælles organisering – tænk bare på retten til seniordage og spisepausen.
Derfor skal vi bruge forløbet til at snakke med vores uorganiserede kollegaer om, at de hører til i fællesskabet. For det var fællesskabet, som pressede arbejdsgiverne til forhandlingsbordet. Det var fællesskabet, som fik bugt med Corydons forhadte privatlønsværn, og det var fællesskabet, som sikrede en reallønsfremgang. Eller som de sagde foran forligsen: Sammen er vi stærke!
—
Og det positive og solidariske sammenhold får vi brug for i tiden fremover. For hvis ikke regeringen møder modstand, så fortsætter den ud ad det samme spor som hidtil.
Det betyder, at den hele tiden vil finde veje til at gøre livet lettere for dem, som i forvejen har mest, mens det bliver sværere for dem, som har mindst. Tag nu den såkaldte ghettopakke. Hvorfor skal den specielt betales af lejerne i det almene udlejningsbyggeri (af beboerne i Værebroparken, Høje Gladsaxe og Vadgårdsparken)?
Det betyder, at regeringen hele tiden vil forsøge at finde veje væk fra fællesskabsløsninger og over til privatisering og individualisering. Tag f.eks. gigantnedskæringerne på DR og andre public service-medier og salget af TV2. Er det virkelig svaret på truslen fra multinationale mediegiganter, troldefabrikker og fake news-fabrikanter? Eller tag den ensidige satsning på flere veje, mens den kollektive trafik udsultes.
—
Heldigvis tyder opinionsundersøgelserne på, at befolkningen har fået nok. Den er bestemt ikke hjemme, men muligheden er til stede for en ny regering efter næste valg.
Det er vi i Enhedslisten naturligvis glade for. Hver eneste stemme afgivet på os, vil være en stemme for en ny regering. Men det er mere end det. Det er også en stemme for en ny politik. For intet vil dog være mere nederen, end at vi får en ny regering med nye partier og nye personer – for så at opdage, at den grundlæggende fører den samme politik som den nuværende.
Når Mette Frederiksen siger, at kapitalismen er syg, og at ulighed er en af de største udfordringer, som vi står overfor, så er vi helt enige. Men vi forventer så også, at handling følger ord. Også når det gælder et opgør med nogle af de reformer, som hun selv stod i spidsen for som beskæftigelsesminister, og som har haft alvorlige konsekvenser for bl.a. flexjobbere, førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. For ellers er det jo bare ord.
Vi er i hvert fald klar. Men som vi så med overenskomstforhandlingerne, så kræver det, at vi er mange, som presser på. Presser på for at erstatte Lars Løkke med en ny politik! Satser på solidariteten! Og insisterer på fællesskabet!
Sammen er vi stærke!
Fortsat god 1. maj.
