Af Signe Rosa Skelbæk, Enhedslisten
I et læserbrev for nylig skriver Serdal Benli (SF), som argument for kæmpedagtilbud, at ”i Gladsaxe har vi minimumsnormering, så der altid er én voksen til tre vuggestuebørn og én voksen til seks børnehavebørn”. Jeg får lyst til at invitere Serdal en tur ud i virkeligheden. Som mor til en 1-årig og desuden ansat i en fagforening for pædagogisk personale, så må jeg afsløre den kedelige virkelighed, at vi langt fra har minimumsnormeringer. Heller ikke selvom man på papiret har vedtaget dem i Gladsaxe.
De 1 voksen til 3 vuggestuebørn eller 1 voksen til 6 børnehavebørn er jo måltal for antal ansatte. Men ingen pædagoger arbejder, fra institutionen åbner, til den lukker, ligesom der er sygedage, ferie, kursusdage m.v., der alt sammen gør, at når man som forælder åbner døren til gul stue – også i Gladsaxe – så vil det være som at finde enden af regnbuen, hvis man støder på den normering, Serdal omtaler. Desværre.
Og når det er vigtigt at påpege, så er det fordi, at hvis man sidder på kontorerne i kommunen og tror, at vi er i mål med normeringerne i vores dagtilbud, så tager man grueligt fejl. Der ligger en kæmpe politisk opgave i at gøre Gladsaxes dagtilbud endnu bedre – og det handler både om normering, pædagogandel, arbejdsforhold og de rammer, vi giver som kommune.
