Enhedslisten holdt torsdag den 6. februar offentligt debatmøde mellem Socialdemokraterne og Enhedslisten. Debatten viste, at det på en række punkter kan etableres fælles fodslag frem mod næste valg.
Oplægsholderne var Jeppe Bruus, MF for Socialdemokraterne, Finn Sørensen, MF for Enhedslisten og Flemming Holst, Enhedslisten i Gladsaxe Byråd. Finn Sørensen fortalte, at partiet regelmæssigt modtager tsunamier af mails fra borgere i nød som følge af regeringens politik. Jeppe Bruus mindede om, at Socialdemokratiet ikke har flertal, heller ikke med venstrefløjen. De må derfor til dels videreføre den tidligere regerings politik med de Radikale, men gør det mindre asocialt end de borgerlige. Han er tilfreds med, at der gøres op med, at man efterlader folk på passiv forsørgelse. Flemming Holst fokuserede på nyttejobbene og understregede, at de ikke nytter. Tidsbegrænsningen på 13 uger forhindrer, at en medarbejder når at blive nyttig, og nyttejobbere kommer ikke i beskæftigelse.
De fremmødte spurgte blandt andet, om nyttejobordningen ikke er statsgodkendt social dumpning, hvordan man vil undgå, at folk sættes på gaden, og hvorfor regeringen lytter så meget til borgerlige økonomer.
Der var enighed om, at de to partier skal se konstruktivt fremad. Der kommer et valg igen, som gerne skulle vindes. Der var ca. 50 borgere til arrangementet.