De stramme årlige økonomiaftaler for kommunerne er en væsentlig hæmsko for udvikling af velfærden. De økonomiske bindinger, der er resultatet af serviceloftet, der aftales mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, betyder store begrænsninger i kommunens handlefrihed til at prioritere økonomi. Enhedslisten er konsekvent modstander af serviceloftet, og denne modstand markerer vi i de årlige budgetforhandlinger i Gladsaxe. Reelle ændringer kræver dog en landspolitisk kamp med støtte fra bevægelser og fagforeninger, der følges op gennem arbejdet i Folketinget. Gladsaxe har faktisk en stærk økonomi, og Enhedslisten har i flere budgetforlig medvirket til at få brugt det økonomiske råderum til investeringer i velfærd. Dette arbejde skal forsættes i de kommende fire år.
Enhedslisten vil arbejde for:
- at støtte og deltage i en mobilisering i fagbevægelse, borger- og brugergrupper der vil arbejde for bedre velfærd
- at revidere, eller helt afskaffe, Budgetloven, der begrænser den kommunale service
- at modarbejde privatisering og udlicitering, og i stedet arbejde for hjemtagning af udliciterede opgaver.