De produkter, vi forbruger, følges af en enorm skygge af rovdrift på ressourcer, forurening og affald. Hver dansker producerer over et halvt ton affald om året. Vi skal skrotte den nuværende brug og smid væk-økonomi, hvor mange produkter har alt for kort holdbarhed. Det er nødvendigt at gennemføre en grøn omstilling, der sætter holdbare produkter i centrum og sikrer en bæredygtig anvendelse af råstoffer gennem effektive produktionsprocesser og genanvendelse.
Gladsaxe har taget et stort skridt i den rigtige retning med Strategi for grøn omstilling 2021-2030, der beskriver, hvordan Gladsaxe Kommune vil bidrage til Danmarks nationale klimamålsætning ved at reducere CO2-udledningen i Gladsaxe med 70 procent inden 2030. Dette skal især opnås ved en indsats inden for områderne transport, energi og cirkulær økonomi. Det bliver afgørende, at byrådet beslutter konkrete initiativer til at reducere klimabelastningen og følger op på, at initiativerne virker. Men der skal også øget fokus på at reducere CO2-udledningerne gennem ændrede forbrugsmønstre og at øge livskvaliteten gennem social omfordeling, kortere arbejdstid og mere fritid frem for mere forbrug.
Enhedslisten vil arbejde for:
- at følge op på, at den nye, grønne indkøbspolitik med krav om lav miljø- og ressourcebelastning ved fremstilling, transport og brug, samt lang holdbarhed og mulighed for reparation, genbrug og genindvinding efterleves, og forbedres yderligere
- at de sidste kommunale institutioner kobles på øget kildesortering og genanvendelse af affaldet
- at kommunen opretter og fremmer tøj- og værktøjsbiblioteker, reparationsværksteder, genbrugsbutikker, byttemarkeder og andre dele- og genbrugsaktiviteter, evt. som socialøkonomiske virksomheder
- at kommunen øger indsatsen med energirenovering af kommunale bygninger og afsætter flere ressourcer (inkl. personale) til systematisk at hjælpe virksomheder og boligkvarterer med at komme i gang med energirenovering
- at alt kommunalt byggeri skal udføres som lavenergi- eller CO2-neutralt byggeri, med anvendelse af genanvendelige materialer, grønne tage og vedvarende energi
- at reducere CO2-udledning fra trafikken ved at udbygge den kollektive trafik, fremme samkørselsordninger og delebiler og skabe bedre vilkår for cyklister og fodgængere
- at fremme omstillingen til vedvarende energi, bl.a. ved at etablere solceller på alle velegnede kommunale bygninger, og yde råd og vejledning til opsætning af solceller på private og almene boliger
- at kommunen yder hjælp og vejledning til boligejere om at mulighederne for at vælge bæredygtig varme frem for olie og naturgas
- at kommunen udbygger fjernvarmenettet og anvender sine bestyrelsesposter i fjernvarmeselskaberne til at udfase forbrænding af affald og biomasse (primært træpiller), og i stedet omstiller fjernvarmeforsyningen til reel vedvarende energi som f.eks. solvarme og geotermi.