Julegodter ved Ældrestyrkens arrangement 28. november 2019

Og så fejrede Ældrestyrken jul

Røde duge, juleroser, lys og gran mødte deltagerne i Ældrestyrkens afsluttende møde for denne sæson den 28. november 2019 i Seniorklubberne i Høje Gladsaxe. Duften af varm gløgg og æbleskiver satte yderligere stemningen i vejret, og Grethe bidrog med mere hygge ved at spille julesange på klaveret.

Både ordet jul/jol og Julefesten går helt tilbage til hedenskaben i Norden, hvor der blev ofret til de gamle guder, men hvor man også fejrede, at lyset vender tilbage. Den sidste del ville Ældrestyrken gerne være med til at markere, selv om der stadig er en måneds tid til vintersolhverv, hvor dagene igen tager til i styrke. Dejligt at vide i det fimbulmørke, vi længe har vadet rundt i.

Ældrestyrken 28. november 2019
Fotograf: Birgit Bjerregård

Underholdningen stod deltagerne selv for med Svend, der fik grinet frem med hele to skillingsviser af den mere vovede slags, og med forskellige bidrag fra tovholderne. Jan havde lavet en tipskupon, hvor man bl.a. skulle gætte om, hvornår Ældrestyrken startede. Var det 2017, 2011 eller 2016? Der skulle sættes x ved 2011. Et andet spørgsmål lød: Hvor mange Ældrestyrker er der i Danmark? Her var det rigtige svar 3.  Under alle tallerkener lå numre til et lotteri, som Aase forestod, hvor præmierne bestod af bordpynten eller lidt chokolade. Som en yderlige gave udleverede Ole programmet for næste års aktiviteter i Ældrestyrken med en omtale af de enkelte punkter. Willi fortalte om Ældrestyrkens samarbejde med Faglige Seniorer i Storkøbenhavn, hvor vi er kommet med i et trafikudvalg, der skal arbejde for bedre og billigere trafik i området. Der blev vist små diasprogrammer med tilbageblik på årets aktiviteter i Ældrestyrken, og så blev der selvfølgelig sunget, for intet Ældrestyrkemøde uden sange.

Nu ser vi frem til næste års aktiviteter, hvor vi starter den 30. januar 2020 nok så aktuelt med fokus på Grønland, og hvad grønlænderne siger til Trumps sidste tilbud om at købe deres ø og dermed en del af i Rigsfællesskabet. Oplægsholder: Christian Juhl, folketingsmedlem for Enhedslisten. Husk tilmelding på [email protected] eller på 20 47 68 90 to dage før mødet.

Ældrestyrken ønsker alle medlemmer af Enhedslisten i Gladsaxe en dejlig, traditionel jul med masser af hygge og et godt nytår, hvor vi sammen vil styrke Enhedslisten i den politiske kamp, vi er en del af. Og husk: Du bliver ikke ældre af at deltage i Ældrestyrken, men du kan risikere at blive klogere!

Tovholderne