Motorvejsudbygningen er overflødigt vejarbejde

Af Trine Henriksen, Enhedslisten

Omfanget af vejarbejde i Gladsaxe er tæt på smertegrænsen. Det er de fleste vist enige i!

Årsagen er dog hverken ond vilje, inkompetence eller dårlig planlægning. Der er bare usædvanlig mange, helt nødvendige opgaver, som ikke kan udsættes.

Til gengæld kan vi sætte mere ind med information, og med kontrol og tilsyn for at sikre, at de stillede betingelser for vejarbejderne overholdes. Det handler om overholdelse af tidsfrister, bedre skiltning, trafiksikre passager for cyklister og fodgængere, og ordentlig renholdelse og sikring omkring byggepladser og opgravninger. Det ville gøre forholdene lettere og mere sikre for alle, ikke mindst de bløde trafikanter.

Heldigvis er letbanearbejdet snart er slut, men udbygning af fjernvarmen varer en del år endnu. Separatkloakeringen, som skal bremse udløb af kloakvand til søer og vandløb, varer endnu længere. Dertil kommer de mange mindre gravearbejder ved ledningsbrud, fibernet, og lignende, som kommunen skal give tilladelse til. Vedligeholdelse af vejene kan måske udsættes, eller koordineres bedre, men ellers er der ikke meget at skrue på.

Der er dog mindst én overflødig forstyrrelse af færdslen i de kommende år: den udbygning af motorvejene, som et flertal i Folketinget har aftalt. Dette vejarbejde er direkte til skade for klimaet og vil lægge beslag på meget af den arbejdskraft, vi skal bruge til fjernvarme og klimasikring – og det kan betyde, at vores lokale vejarbejder trækker endnu længere ud. Det vil Enhedslisten gerne opfordre til at droppe!

Indlægget er bragt i Gladsaxebladet den 26. februar 2025.