Enhedslisten har til byrådsmødet den 21. marts 2018 stillet en række spørgsmål om de udsendte strejke- og lockoutvarsler for at afdække, om kommunen har eller har haft mulighed for at påvirke udviklingen for at afværge konflikten.
“Overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte er overgået til forligsinstitutionen, fagforbundene indenfor det kommunale område har varslet strejke på udvalgte områder fra 4. april, og Kommunernes Landsforening (KL) har varslet en noget mere omfattende lockout fra 10. april.
Lockoutvarslerne fra KL blev udsendt 12. marts. Der har dog på nogle områder været tvivl om, hvilke medarbejdergrupper der helt konkret er omfattet af lockouten.
En konflikt i det omfang, der er varslet, kan få alvorlige konsekvenser for de berørte borgere og øge risikoen for et regeringsindgreb, der kan skabe stor utilfredshed og langvarig ustabilitet på kommunens arbejdspladser. Vi er derfor interesserede i, hvilke muligheder Gladsaxe Kommune har, eller har haft for at påvirke udviklingen og undgå en konflikt.
På den baggrund vil Enhedslisten gerne stille følgende spørgsmål på byrådsmødet den 21. marts i henhold til §5, stk. 3 i byrådets Forretningsorden:
1. Hvilke medarbejdergrupper og arbejdspladser i Gladsaxe Kommune er omfattet af strejkevarsel fra de relevante fagforbund, og hvor mange medarbejdere drejer det sig om i alt?
2. Hvilke medarbejdergrupper og arbejdspladser i Gladsaxe Kommune er omfattet af KL’s lockoutvarsel, og hvor mange medarbejdere drejer det sig om i alt?
3. KL har skrevet, at eksempelvis borgere med handicap skånes, og at specialundervisning for børn og voksne er undtaget fra lockout.
• Vil det betyde, at også de ansatte i gruppeordningerne på Gladsaxe Kommunes folkeskoler og i specialgrupper i dagtilbuddene er undtaget fra lockouten?
4. De udsendte konfliktvarsler gælder kun for medlemmer af de fagforbund, som har overenskomsten på området, og KL råder derfor i sin vejledning til Kommunerne til at man opfordrer de ansatte til at give deres ansættelsessted besked om, hvis de ikke er medlem af den relevante fagforening, og der er eksempler på, at kommuner har sendt breve til de ansatte med en forespørgsel om fagforeningsmedlemskab.
• Har Gladsaxe Kommune udsendt sådanne opfordringer til de medarbejdergrupper, som er lockoutvarslede? Og er en sådan registrering af de ansattes eventuelle medlemskab af faglige organisationer tilladt ifølge registerloven?
5. I KL’s loves §1, stk. 3 står der:
“Kommunalbestyrelserne kan bemyndige KL’s bestyrelse til med bindende virkning for vedkommende kommune at indgå overenskomster og andre aftaler eller at fastsætte generelle bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold for kommunalt ansat personale.”
• Har Gladsaxe byråd givet KL’s bestyrelse en sådan bemyndigelse? Og hvis dette er tilfældet, hvornår er denne bemyndigelse givet?
• Har Gladsaxe Kommune undervejs i forberedelserne af overenskomstforhandlingerne tilkendegivet en holdning overfor KL om, hvilke krav man syntes at KL skulle fremføre i forhandlingerne med de faglige organisationer, og hvordan KL skulle forholde sig til kravene fra de faglige organisationer, og til spørgsmålet om et evt. lockoutvarsel?”