Læserbrev af Trine Henriksen, byrådsmedlem for Enhedslisten Gladsaxe.
Endnu engang har Gladsaxe kommune gjort sig uheldigt bemærket i medierne pga. sine stramninger over for børn og unge med handicap.
Denne gang er det sagen om Aksel, der har fået afslag på at starte på Skovmoseskolen i Rødovre sammen med de andre børn med Downs syndrom, som han indtil nu har gået i børnehave med. Kommunen var ellers tidligere enig i, at det var godt for Aksel at være sammen med andre børn med samme handicap.
Årsagen til afslaget kan findes i de besparelser på specialundervisningen der blev vedtaget af et flertal i byrådet tilbage i februar i år. Et af spareforslagene var netop at begrænse brugen af specialskoler udenfor kommunen, til fordel for kommunens egne specialtilbud. Forslaget blev begrundet med at “tilbyde eleverne et tilbud, der er tættere på nærmiljøet og normalundervisningen”.
Det er fint at give dette tilbud – hvis det vel at mærke er et TILBUD. Mange familier ønsker selv at barnet kan blive i nærområdet. Kommunens specialklasser fungerer også godt for mange børn, og giver mulighed for at indgå i en del af skolens øvrige aktiviteter, på betingelser de kan klare. Forudsat at der samtidig er tilstrækkelige ressourcer til, at de kan få den ekstra støtte de har behov for.
Men der kan være andre hensyn, der er vigtigere for barnet, end dét at gå i et lokalt skoletilbud – sådan som Aksels forældre f.eks. har beskrevet det.
I kommunens børnepolitik, som ofte bruges som forsvar for de vedtagne nedskæringer, står der som et af de fem principper, at DER HANDLES KONSEKVENT TIL FORDEL FOR BARNET. Byrådet burde sikre, at de politiske beslutninger konsekvent efterlevede dette.
14. juli 2009, Gladsaxe Bladet