Palæstina-demo i USA - Jews for Justice in Palestine

Ingen fred uden retfærdighed

Udtalelse fra Enhedslisten Gladsaxes generalforsamling 22. februar 2025

Våbenhvilen mellem Hamas og Israel kom ikke et øjeblik for tidligt. Den har givet befolkningen i Gaza et tiltrængt stop for bombardementer og givet mulighed for, at der kommer nødhjælp ind. Derfor er det også vigtigt at sætte alt ind på, at den bliver permanent. Samtidig må der presses på for at UNRWA og andre nødhjælpsorganisationer kan arbejde i området. Internationale undersøgere skal sikres adgang, så forbrydelser kan efterforskes, dokumenteres og retsforfølges.

Våbenhvilen er desværre ikke afslutningen på konflikten; den indvarsler blot næste kapitel. Der er stadig besættelse og undertrykkelse – ikke kun i Gaza, men også på Vestbredden, hvor palæstinensere fordrives fra deres jord med vold.

Vejen til fred må ubetinget følge folkeret, international lov, menneskerettigheder og inddrage de folk, der lever der. De principper gælder alle steder. Det står helt i modsætning til den amerikanske præsident Trump, som vil fratage folk retten til deres eget land i Ukraine, Grønland, Panama, Canada og Palæstina.

Det internationale samfund må presse Israel til at respektere palæstinensernes rettigheder – f.eks. med stop for dansk eksport af våben til Israel. Det omfatter også stop af leverancer af F35-dele fra Terma, der har en afdeling her i Gladsaxe.

I Gladsaxe har Enhedslisten forsøgt at sikre, at kommunen ikke køber varer fra ulovlige bosættelser. Vejen til fred og retfærdighed er ikke nem. Men det fritager ingen fra at søge det rigtige nu. Kun retfærdighed for palæstinenserne kan sikre en varig fred for alle.