Af Flemming Holst, byrådsmedlem (Ø), fmd. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
Skal de såkaldte nyttejobs skræmme de ledige fra at tage imod en ydelse, eller skal det give arbejde for den ledige?
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har utallige gange smældet mod nytteløs aktivering, men hvad er det lige, hun har indført til ledige kontanthjælpsmodtagere og modtagere af midlertidig arbejdsmarkedsydelse? Midlertidige jobs, der har så kort løbetid, så få timer, at det ikke giver nytte for arbejdsgiverne i det offentlige.
Det er heller ikke meningen, at nyttejobbene skal sikre nyttefuld opkvalificering og ordinært nyttigt arbejde for de ledige. Nyttejobbene er en obskur pædagogisk “ret og pligt”-lektion fra ministerens side, i at der ikke findes “skod”-job og det bedre kan betale sig at arbejde, hvilket det ofte kan, da nyttejobbene ikke giver overenskomstmæssig løn. Problemet er blot, at der er flere, der søger jobs, end der er jobs at få!
I Gladsaxe har jeg som formand for byrådets Beskæftigelses- og Integrationsudvalg fået til opgave, sammen med udvalget og forvaltningen, at føre denne opgave ud i livet. Jeg kan love, vi vil forsøge at gøre det på en måde, der giver mening for såvel ledig som offentlig arbejdsgiver. Men spørgsmålene og dilemmaerne er mange.
Derfor har Enhedslisten inviteret det nyindtrådte folketingsmedlem Jeppe Bruus fra Socialdemokraterne til sammen med socialordfører fra Enhedslisten, Finn Sørensen, at give nogle af svarene. Jeg skal efter bedste evne give en lokal vinkel på diskussionen. Se annoncen.
Gladsaxe-Bladet, 4. februar 2014