Grøn trafik – referat af mødet den 11. maj 2009

“Grøn trafik i Gladsaxe? Eller skal vi køre klimaet i sænk?” De 25 fremmødte på Gladsaxe Hovedbibliotek var ikke i tvivl. Mødet, der blev afholdt som led i Enhedslistens klimakampagne. satte fokus på trafikken, fordi den ligger bag over 30 procent af Danmarks CO2-udledning – et tal, der fortsat stiger år for år.

I dette referat har vi lagt vægt på de konkrete forslag fra:

Se også:

 

Kjeld A. Larsen, formand for Rådet for Bæredygtig Trafik

Kjeld tog udgangspunkt i de overordnede linjer i trafikpolitikken. Transportsektoren udleder stadig større mængder drivhusgasser, og trafikforliget fra januar 2009 vil på ingen måde knække kurven. Forliget indebærer store investeringer i motorvejsudbygning foruden renovering af togskinner. Når man laver “mere af alt” og hovedparten af transportmidlerne fortsat er baseret på fossile brændsler, kan det kun føre til forøget drivhusgasudslip fra transportsektoren inden for den tidshorisont inden 2020, som trafikaftalen dækker.
Danmarks Miljøundersøgelser har lavet en fremskrivning af drivhusgasudslippene fra transportsektoren i Danmark: I stedet for at falde vil udslippene stige med 0,4 procent per år frem til 2020. Tager man hele Danmarks nationale og internationale transport, er det hele 0,7 procent, vi udleder mere per år.
Derfor haster det med at vende udviklingen gennem en helt anden trafikpolitik. Vi må gøre op med tre trafikale myter:

  • Myte nr. 1: “Man kan bygge sig ud af trængselsproblemet ved at satse på forøget vejkapacitet.” Nej, ny vejkapacitet bliver hurtigt udfyldt af nytilkomne biler.
  • Myte nr. 2: “Væksten i transporten kan afkobles fra den økonomiske vækst.” Nej, transporten vokser hurtigere end økonomien.
  • Myte nr. 3: “Trængsel kan fjernes.” Nej, trængselsproblemer er kommet for at blive; trafikbelastning er en normalfunktion ved en metropol.

Vi er oppe mod en magtfuld trafiklobby, som hele tiden presser på for udvidet vejkapacitet, og som har stærke fortalere i Folketingets Trafikudvalg: Dansk Industri, DTL, ITD, Danske Havne, FDM…

Lars Løkke Rasmussen har selv bokset Frederiksund-motorvejen igennem, men der er faktisk rejst en god modstand mod dette projekt ved samarbejde mellem NGO’er.

Kommunerne kan gøre en vigtig indsats til nedbringelse af drivhusgasudslippet på trafikområdet ved at opprioritere den kollektive trafik:

1) Kommunen som planlægningsmyndighed:

  • Udarbejdelse af en plan med bindende mål for reduktion af drivhusgasser inden for transportsektoren og anvisning af konkrete midler til opnåelse af målsætningen.
  • Etablering af en klimaenhed med repræsentanter fra alle afdelinger i den kommunale administration.
  • Byfortætning.
  • Stationsnær lokalisering af boliger og især kontorerhverv.
  • Etablering af omladningscentre i storbyens periferi for udveksling af varer mellem store udefra kommende lastbiler og mindre cirkulerende varebiler til distribution af varer i bycentrene.
  • Etablering af bilfri boligområder.
  • Kommunalt koordinerede krav til staten om indførelse af kørselsafgifter.
  • Etablering af sammenhængende bus-, letbane- og andre skinnebårne trafiksystemer og opgradering af eksisterende baneforbindelser mellem kommunernes hovedbyer.

2) Kommunen som virksomhedsejer:

  • Overordnet strategiprincip: fra bil og fly til kollektiv trafik og cykling og gang.
  • Udarbejdelse af mulige transportplaner for den enkelte medarbejder og grupper af medarbejdere.
  • Anvendelse af køretøjer med den mest miljøvenlige teknologi inden for den kommunale administration.
  • Etablering af samkørselsordninger.
  • Ansatte, som cykler til arbejde, får godtgjort fire timer pr. måned, dvs. i alt en hel ferieuge i løbet af et år.
  • Cykle til arbejde-kampagner.
  • Personale- og gæstecykler til udlån.
  • Faciliteter til rådighed for cyklende medarbejdere: gode parkeringsforhold, cykelservice, omklædnings- og bademuligheder.

Kjeld A. Larsen kom også med en række forslag på regionalt og landsdækkende plan. Se hele oplægget og masser af andet trafiknyt på Rådet for Bæredygtig Trafiks hjemmeside: www.baeredygtigtrafik.dk.
 

Trine Henriksen, byrådsmedlem for EnhedslistenKlippekort for klimavenlig trafik

Trine sagde indledningsvis, at kommunen bør vedtage en klimaplan inden kommunalvalget, og at der desværre ikke er meget om trafikken i det, kommunen har præsenteret hidtil.
Gladsaxe har ellers været langt fremme med forslag om en letbane langs Ring 3 og om en betalingsring. Men i den praktiske politik bliver den kollektive trafik ramt af nedskæringer på busserne. Først blev servicebussen nedlagt efter kun to års forsøg – det betyder taxakørsel for de ældre til fysioterapi. Der er stort underskud på busdriften, og kommunen vil nu spare ½ million kr. på busserne i 2010 ved bl.a. at nedlægge linje 167. I 2011 vil man spare hele 2 millioner kr.

Hvordan skal man i stedet få flere til at tage bussen eller cykle? Trines svar var bl.a.:

  • Skab øget fremkommelighed.
  • Sæt priserne ned.
  • Indfør flere afgange.
  • Øg busdækningen. F.eks. er den for dårlig ved Klausdalsbrovej og Egeparken.
  • Genindfør servicebusserne. Faktisk steg passagertallet op til lukningen, fordi flere blev opmærksomme på servicebusserne, og at de kan benyttes af alle. Det viser, at grundlaget for nedlæggelsen var forkert.
  • Busdriften må styres regionalt.
  • Stop vejudvidelserne. Udvidelse af Ring 3 og evt. Ring 4 betyder øget trafik på de lokale veje.
  • Begræns biltrafikken – gulerod til offentlig trafik er ikke nok.
  • Favorisér cykelparkering ved butikkerne.
  • Giv cyklisterne bedre forhold ved skolerne.
  • Sæt normer for antal cykelpladser i lokalplaner.

 

De fremmødtes indlæg i diskussionen

Fra de 25 fremmødte i salen kom en række yderligere forslag, bl.a.:

  • Øget kvalitet og service i busserne, f.eks. hensynsfuld kørsel, trådløst internet i S-busser. Den slags har øget passagertallet på linje 150S og i Helsingborg.
  • En periode med gratis kørsel i en måned på Svendborg-banen øgede passagertallet markant.
  • Præmiér selskaberne og chaufførerne for flere passagerer – i stil med, hvad Helsingborg Kommune med succes har gjort.
  • Lad chaufførerne styre. Det giver både tilfredse chauffører og tilfredse passagerer, hvilket et pilotprojekt på linje 166 også har vist.
  • Brug parkeringsafgifter, så det f.eks. bliver dyrt at parkere ved Rådhuset og andre arbejdspladser.
  • Visse P-pladser forbeholdes delebiler.
  • Indfør bilstopforbud ved skolerne – undtagen for børn med særlige behov.
  • Cykelparkering med tag over ved alt nybyggeri?
  • Bredere cykelstativer.
  • Gratis-buskort inden for kommunen.
  • Knallerter væk fra cykelstien.
  • Grøn bølge for cyklister.
  • Kommunen anskaffer både elbiler og cykler til intern transport.
  • Sæt mål for reduktion af biltrafikken i kommunen, og informér regelmæssigt om trafiktallene i lokalpressen.