Gladsaxes unge er klogere end Lomborg

Af Trine Henriksen, byrådsmedlem for Enhedslisten Gladsaxe, medlem af Miljøudvalget

For nogle år siden vakte det stor opstandelse, og berettiget kritik, da en rapport fra Bjørn Lomborgs institut konkluderede, at det ikke kunne betale sig at indsamle aluminium til genbrug. Ifølge Lomborg fik man mere miljø for pengene ved at brænde det af sammen med affaldet og udnytte energien til varme!

De unge i Gladsaxe er heldigvis klogere. I onsdags vedtog skolebyrådet et forslag fra Egegård skole om opsætning af genbrugscontainere til aluminiumsdåser sammen med flaske- og papircontainerne på udvalgte steder i kommunen. Desuden ville de gennemføre en konkurrence på skolerne om at indsamle mest aluminium.

Som eleverne helt rigtigt fremførte, så er energiforbruget ved omsmeltning af aluminiumsdåser kun en brøkdel af dét, der kræves til ny udvinding af metallet fra bauxit. Udvindingsprocessen frembringer desuden giftige affaldsstoffer. Genanvendelse af aluminium er derfor en stor gevinst for både klima og miljø.

Aluminium er en begrænset ressource (ligesom alle andre metaller). Så hvis fremtidige generationer skal have mulighed for de samme goder, som vi har i dag, er vi nødt til at indsamle langt, langt mere til genanvendelse.

I Gladsaxe kan man faktisk allerede i dag aflevere aluminium til genanvendelse. Både på genbrugspladsen og gennem storskraldsordningen. Desværre er der endnu alt for få, der kender til det. Elevernes forslag om en konkurrence på skolerne og opsætning af genbrugscontainere til aluminiumsdåser kan hjælpe med til at skabe mere kendskab til indsamlingen. Derfor vil jeg støtte forslaget med glæde, når det kommer til behandling i miljøudvalget.

30. november 2010, Gladsaxe-Bladet