Flytte kommaer eller sætte dagsorden?

Læserbrev af Flemming Holst, byrådskandidat for Enhedslisten Gladsaxe.

På Gladsaxe Bladets vælgermøde i tirsdags åbenbaredes der forskellige motiver til at søge valg til det kommende byråd. Fælles var selvfølgelig det at søge indflydelse, men ambitionsniveauet var meget forskelligt.

Både SF’s Susanne Palsig og Kristian Niebuhr fra Dansk Folkeparti var tydeligt tilfredse med de meget små skridt: SF mente det nyttede at sidde i byrådet og søge resultater, selvom det ikke altid skete – de satsede på det lange træk. DF havde været med i alle budgetforligene, selvom det var småt med ændringer de fik igennem. Jeg fik det indtryk at begge partier var tilfredse med at flytte kommaer.

Venstres Ebbe Skovsgaard var bestemt ikke tilfreds med tingenes tilstand i Gladsaxe og nævnte en for dyr administration og et for ringe ambitionsniveau på miljøtiltag, men gik alligevel med i forligene – hvorfor fremgik ikke tydeligt.

Omvendt med Trine Henriksen fra Enhedslisten. Enhedslisten har ikke været med i de seneste budgetforlig, men har alligevel formået at få klimaet sat højt på dagsordenen. Vi har foreslået en 40% reduktion i CO2 udledning i 2020, som anbefalet af FN’s klimaråd. Det er ikke let opnåeligt og kræver også støtte i form af nationale beslutninger. Men det er et nødvendigt ambitionsniveau og Trine understregede at klima og merbeskæftigelse gik hånd i hånd. I den forbindelse nævnte hun en omlægning af produktionen på House of Prince og invisteringer i kollektiv trafik.

Det er også Enhedslisten der på byrådsmødet den 11. november har fået sat hjemtagningen af den daglige renovationen og dermed fyring af HCS på dagsordenen. Til støtte for forslaget er der nu samlet mere end 2000 underskrifter og det kan stadig lade sig gøre at skrive under på kravet, senest i forbindelse med afleveringen af underskrifterne på onsdag ved byrådsmødet.

November 2009, Gladsaxe Bladet

Flemming Holst