Af Signe Rosa Skelbæk, byrådskandidat for Enhedslisten
I Danmark har vi en regel om, at klassekvotienten ikke må overstige 28 elever. Til nøds kan en kommunalbestyrelse søge dispensation til 30 elever. Det er mange elever, men man har trods alt sat et loft på, hvor mange elever der maksimalt må være i klassen, for at en vis undervisningskvalitet kan finde sted. Det giver god mening – og derfor forstår vi i Enhedslisten ikke, at vi ikke har en minimumsnormering for, hvor mange pædagoger, der skal være pr. vuggestue- eller børnehavebarn.
I en undervisningssituation anerkender man, at det er umuligt at tilgodese elevernes behov og sikre et minimum af trivsel, hvis ikke der er en begrænsning på antallet af elever. Men så snart vi bevæger os ned på gul stue – hvor børnene i lige så høj grad skal testes, udvikles, trives og evalueres, så tillader vi, at pædagoger potentielt står alene på legepladsen med op til 18 børn. Det er ikke kun urimeligt for de pædagoger, der styrter rundt, det er også urimeligt over for de forældre, der efterlader deres børn hver morgen – og for de tusindvis af børn, der ikke bliver set.
I Enhedslisten lytter vi til pædagogerne og forældrene, og de ønsker, at der er nok personale til, at man trygt kan aflevere sit barn i daginstitutionen. Derfor kæmper vi for minimumsnormeringer og en pædagogandel på 80 procent. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt.
