Enhedslisten støtter det initiativ, som en borgergruppe har taget for at redde Borgernes Hus, Søborg Hovedgade 79, fra at blive solgt.
Beslutningen om at sælge Borgernes Hus blev taget af 6 af byrådets partier – Enhedslisten var imod.
Den 19. februar 2013 havde gruppen inviteret til borgermøde om sagen i Borgernes Hus, og 54 var mødt op og deltog i debatten. Mødet besluttede at lave en demonstration fra Borgernes Hus til Rådhuset den 13. marts kl.17.30 for at aflevere resultatet af en underskriftsindsamling mod salget af Borgernes Hus til byrådet, som holder møde om aftenen.
En udtalelse fra borgermødet (se nedenfor) er sendt til samtlige byrådsmedlemmer og til lokalpressen.
Billederne er fra borgermødet, hvor musiker og skuespiller Tom McEwan trommede mødet i gang.
Udtalelse fra borgermødet: Bevar Borgernes Hus
“Gladsaxe-borgere forsamlet til møde den 19. februar 2013 i Borgernes Hus, Søborg Hovedgade 79, henstiller til Gladsaxe Byråd, at beslutningen om at sælge Borgernes Hus stilles i bero.
Huset ligger centralt placeret i Søborg og er til stor glæde og nytte for husets mange brugere og interessegrupper og
til gavn for hele lokalområdet.
I budgetaftalen for 2013 – 2016 står der i budgetnoten, at “i konkretiseringen tages stilling til interessenternes
aktive inddragelse i processen”. Så vidt vi ved, er der ingen interessenter/brugere af Borgernes Hus, der er blevet hørt. Det er i strid med borgerdemokratiet, og vi er imod salg af Borgernes Hus.
Vi finder det besynderligt, at Byrådet vil sælge Borgernes Hus, som kommunen ejer, til fordel for Telefonfabrikken, som kommunen lejer.”
Underskriftslister kan hentes i Borgernes Hus i den store sal.