Bedre tid giver bedre resultater – ikke kun på familieområdet

Af Trine Henriksen, Enhedslisten

DF og LA klager over, at pengene vil fosse ud af kommunekassen for at tilfredsstille særinteresser for Enhedslisten. Til trøst for DF og LA (men måske ikke så mange andre) kan jeg sige, at vi har adskillige “særinteresser”, som endnu ikke er blevet tilfredsstillet, bl.a. flere ressourcer til folkeskolen og bedre normering i hjemmeplejen. Men det er da helt korrekt, at vi synes, at pengene i kommunekassen skal bruges til gavn for borgerne, i stedet for at ligge og samle støv.

En meget vigtig ting for os er styrkelse af den forebyggende indsats på familieområdet gennem ansættelse af flere socialrådgivere, så sagsantallet nedbringes til 25 pr. socialrådgiver (“Sverige-modellen”). Erfaringer har vist, at det giver en bedre forebyggende indsats for familierne, der sparer penge på langt sigt. Erkendelsen af, at bedre tid skaber større kvalitet i arbejdet og bedre resultater, er vigtig for os. Vi håber, at den logik med tiden kan udbredes til andre områder, f.eks. folkeskolen.

Det er vigtigt, at der afsættes flere ressourcer til klimaindsatsen med øget energirenovering og tiltag for at nedbringe CO2-udledning fra trafikken, at den øgede normering på demensområdet videreføres, og at der sættes ind for at nå et mål på 70 % pædagoger i daginstitutionerne.

Vi gruer dog for, at mange af disse forbedringer vil forsvinde igen, hvis regeringen får vedtaget sin finanslov. Hvad skal vi med skattelettelser, hvis der er færre pædagoger til at tage sig af børnene, og fremtiden trues af klimaforandringer?