Så blev der sat punktum for Ældrestyrkens egne aktiviteter i Borgernes Hus. Vores sidste møde fandt sted den 26. marts, i den store sal, hvor vi fyldte godt. Sangeren Arne Würgler var inviteret og hjalp med til at gøre det med højt humør og nostalgiske tilbageblik til vores fælles, politiske fortid. Hans sange vakte minder, men han viste samtidig, at han har fokus på nutiden bl.a. med sin nye, aktuelle sang om Danmark som krigsførende nation, og at han langt fra er færdig med at yde sit kunstneriske bidrag i den politiske kamp. Hans optræden var inspirerende og virkede som en igangsætter til den kommende valgkamp, der lurer lige om hjørnet, og hvor alle forventes at give et nap med ud fra de muligheder, vi har hver især.
Da Arne havde forladt scenen indtog Niels Pedersen fra Vanløse klaveret, og vi fik for alvor indviet Enhedslistens nye Rød/Grønne sangbog. Konklusionen blandt deltagerne var, at det er dejligt at synge, og at vi gennemgående synger for lidt, når vi er sammen i Enhedslisten.
Næste gang Ældrestyrken og andre medlemmer af Enhedslisten/Gladsaxe mødes, bliver forhåbentlig den 19. april, hvor Initiativgruppen Bevar Borgernes Hus lukker og slukker for sin deltagelse i kampen for at bevare Borgernes Hus. Kampen førte desværre ikke til det ønskede resultat, at få omstødt beslutningen om at sælge huset, som nu lukker. Det erkender Initiativgruppen, men derfor kan man jo godt lave en happening og nedlægge sig selv med humor og pondus.
Mød derfor op den 19. april kl. 13.00 til 16.00, få et glas, hør god musik, bred sørgefloret ud over den skam og skændsel, det er, at Borgernes Hus må lukke på grund af et tåbeligt byrådsflertals halsstarrighed. Ældrestyrken støtter Initiativgruppen og opfordrer alle til at møde op og vise Byrådsflertallet, hvad vi mener om det.
Tak for denne sæson
Tovholderne i Ældrestyrken Gert, Mogens, Ole og Dorthe